Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken før derby: Brøndby kan blive den største konkurrent igen

FC København kan søndag vinde mesterskabet mod ærkerivalerne Brøndby. Før opgøret tror Ståle Solbakken, at udeholdet igen kan gå hen og blive en stor udfordrer til FCK.

FC Midtjylland snuppede mesterskabet i sidste sæson, og i denne sæson er det med al sandsynlighed FC København, der vinder titlen. Faktisk kan det ske allerede på søndag, hvis Ståle Solbakkens hold formår at besejre ærkerivalerne Brøndby på banen, eller hvis FC Midtjylland ikke vinder i Odense.

Netop FC Københavns modstander på søndag har udover en kommende pokalfinale mod FC Midtjylland haft en sløj sæson og ligger før opgøret bare nummer fem i Superligaen - seks point efter Esbjerg. Så hvis håbet om en tredjeplads skal holdes i live, skal Brøndby have point og formentlig tre for at holde trit med vestjyderne.

Selv om det ikke just har været Brøndbys sæson, og FC Midtjylland i denne sæson har været de kommende mestre fra FC Københavns førsteudfordrere, fortæller Ståle Solbakken før Brøndby-kampen, at han faktisk tror på, at rivalerne fra den københavnske vestegn kan komme helt op og snuse til de øverste pladser igen.

- Nu er det FC Midtjylland, der er det. Men Brøndby har absolut forudsætningerne for at blive den største konkurrent igen, siger Ståle Solbakken til Ritzau.

De sidste to sæsoner er Brøndby endt på Superligaens andenplads, mens FCK i sidste sæson bare blev nummer fire i ligaen.

FCK formåede dog som det eneste danske mandskab at booke billet til Europa League-gruppespillet.

Der er kampstart 16.00 i Telia Parken på søndag.