Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken: Fischer bliver klar til Randers

FC København havde håbet på, at Viktor Fischer kunne spille mod Lyngby mandag, men det kommer ikke til at ske.

Da der blev sat dato for en genstart i Superligaen for nogle uger siden, var der udsigt til, at FC København kunne stille i noget nær stærkeste opstilling.

Coronapausen så ud til at betyde, at FCK-spillere som Jonas Wind og Viktor Fischer kunne forstærke holdet.

Men sådan kommer det ikke til at gå i mandagens udekamp mod Lyngby, hvor ingen af dem er med i truppen.

- Det var jo planen, at både Viktor og Jonas skulle være en del af kampen, men omvendt har vi været vant til at måtte undvære dem længe.

- Fischer er klar til kampen mod Randers i næste weekend, mens Jonas må vente en måneds tid, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Både Wind og Fischer var med i en testkamp mod OB for lidt over en uge siden. Her udgik Fischer med en mindre skade, og Wind fik en reaktion efter kampen.

Læs også:Efter svær start: Pep Biel har fundet sig til rette i Danmark

Mens Wind er ude i en måneds tid, kan Fischer være tilbage i den næste kamp mod Randers.

Backen Nicolai Boilesen er heller klar til kamp efter en alvorlig skade. Han genoptræner fortsat.

Og angriberen Dame N'Doye er uaktuel, da senegaleseren er blevet opereret i coronapausen og skal genoptræne.

Til gengæld er midtbanespilleren Robert Mudrazija med i truppen på 18 spillere.

- Robert Mudrazija er klar og i truppen, men mangler selvfølgelig stadig noget rent formmæssigt, da han mere eller mindre ikke har kunnet træne regelmæssigt i 18 måneder.

- Men nu har han forhåbentligt lagt skaderne bag sig, så vi kan få glæde af ham fremover, siger Solbakken.

Læs også:Daramy giver kritisk Solbakken ret: Jeg skal blive bedre til at afslutte

Nordmanden mener, at det mest af alt handler om at kunne tackle alt det udenom det rent sportslige på banen.

- Kampene bliver jo afviklet under nogle andre omstændigheder, end det spillerne er vant til.

- Og det er især en udfordring rent mentalt, men det har vi arbejdet med i forberedelserne, så det ser vi forhåbentligt resultatet af.

- Vi spillede også uden tilskuere mod Horsens i den sidste kamp inden pausen, og så dårligt kan det umuligt blive en gang til, lyder det fra Solbakken.

FCK tabte den omtalte hjemmekamp mod Horsens med 0-1.

Mandag tager Lyngby imod FCK klokken 18.

/ritzau/

Læs også:Lille tilbageslag: Jonas Wind er ude en måned

Læs også:Mikkel Kaufmann: Min krop har haft brug for hvile

Læs også:FCK må undvære fire profiler mod Lyngby