Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken nedtoner Santander-polemik

Federico Santander tog megen opmærksomhed i gårsdagens kamp mod FC Nordsjælland, men hans træner nedspiller hændelserne.

Da Benjamin Verbic i gårsdagens Superliga-kamp bragte FC København foran med 1-0 mod FC Nordsjælland, var der én holdkammerat, der skilte sig ud ved ikke at juble med de andre. Federico Santander lignede en mand, der gerne ville have sparket straffesparket.

Men det skal man nu ikke lægge så meget i, mener manager Ståle Solbakken. Santander var såmænd blot ude efter FCK-rekorden for at score i seks Superliga-kampe på stribe.

- Han viste lidt sydamerikansk temperament, men er der én angriber, som er en stor holdspiller, så er det Santander. Han ville bare gerne have rekorden. Han håbede, at holdkammeraterne ville give ham den, men sådan var det ikke, siger Solbakken til Ritzau.

Federico Santander, der altså ikke fik scoret i 1-1-kampen, var også involveret i en episode med Emiliano Marcondes, som du kan se i videoen i toppen af artiklen, men også den nedspiller Solbakken. Han mener, at der sker 100 ting i feltet, og at hvis Santander skulle straffes, "så kan fire mand jo få karantæne".

Med det ene point udvidede Santander, Solbakken og resten af FCK-mandskabet to Superliga-rekorder. Holdet har ikke tabt i 30 kampe i streg, og det har ikke tabt i 45 hjemmekampe.