Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken prikker til FCM's Dubai-valg: Der er forskel på klubber

Ståle Solbakken bemærker, at der er forskel på den opmærksomhed, som klubberne får for deres valg af træningslejr-destination.

De danske mestre fra FC København har i de seneste tre år været i Dubai på den årlige vinter-træningslejr, men denne gang går turen til Portugal for Ståle Solbakkens tropper. Den norske FCK-manager stikker i den forbindelse til rivalerne fra FC Midtjylland, som igen i år benytter stedet.

Det fortæller han om i et interview med Ekstra Bladet.

For ham har der ikke været den store opmærksomhed på, hvad FC Midtjylland har valgt at gøre i denne vinterpause.

- Der har ikke været så stor polemik omkring det, men det viser lidt om, at der er forskel på klubber, lyder det fra Solbakken.

For ham selv har det handlet om, at der skal være en grænse et sted, men at det kan være vanskeligt, når det kommer til sport og politik. Omgivelsernes reaktioner betød dog, at man måtte sætte sig mere ind i sagen. Derfor har man droppet det, ligesom Brøndby også har gjort.

I det hele taget mener Solbakken også, at der er mere fokus på, hvad FCK og Brøndby gør end resten af holdene.

FC København er fire point efter FC Midtjylland i topstriden i Superligaen, som begynder igen i midten af februar.