Solbakken roser Skov: Han har haft en sund kurve
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Solbakken roser Skov: Han har haft en sund kurve

Ståle Solbakken er meget tilfreds med Robert Skovs udvikling i FC København.

Robert Skov er i topform i øjeblikket.

I søndagens opgør mod Vejle Boldklub var han en af banens bedste spillere, og han var direkte impliceret i FC Københavns scoringer til 2-1 og 3-1 med et mål og en assist.

Og det var ikke en enlig svale. Det var nemlig femte kamp i træk, at den unge kantspiller kom på måltavlen, og han står nu noteret for syv mål og tre oplæg i den indeværende Superliga-sæson.

Det glæder naturligvis Skovs cheftræner, Ståle Solbakken, der til BT fortæller, at den 22-årige profil er blevet en voksen mand. Cheftræneren roser samtidig den udvikling, Skov har gennemgået, siden han i januar skiftede fra Silkeborg IF.

- Han har haft en sund kurve. Han havde vel ét mål og nul assists i første halvår, og nu chancer og stolpeskud og mål og assist i hver kamp, siger Ståle Solbakken, der ligeledes roser kantspillerens defensive arbejde.

FC København ligger efter 13 runder á point med FC Midtjylland i toppen af Superligaen med 28 point. I næste spillerunde tager de imod AGF på hjemmebane. Inden da skal de dog lige møde Slavia Prag i Europa League på hjemmebane torsdag aften.