Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken: Utroligt vigtigt at slå AGF og komme i Europa

FC København har jagtet europæisk fodbold hele foråret, og det har høj prioritet for Ståle Solbakken, at holdet lykkes med den mission ved at slå AGF på fredag.

Når man bliver tilpas dominerende i sin hjemlige liga, begynder man at definere sin succes ud fra andre kriterier. Eksempelvis deltagelse i europæisk fodbold. Det er nøjagtig, hvad FC København har gjort i en årrække.

Klubben har da også været flittig deltager i Champions League- og Europa League-gruppespil, men FCK risikerer at måtte helt undvære kvalifikation til Europa i næste sæson. Det hele står og falder med playoffkampen mod AGF på fredag.

Vinderen får Danmarks sidste plads i Europa League-kvalifikationen, og den er Ståle Solbakken opsat på, at hans hold skal have. 

- Det er utroligt vigtigt for os som klub og for holdets udvikling, at vi kommer med i Europa i den kommende sæson. Det er det, vi har jagtet hele foråret, og nu er det sidste udkald for os. Derfor er vi selvfølgelig under pres for at skabe et resultat, men det er vi klar over og klar til. Det håber vi også, at fansene er, for det er vigtigt for os alle sammen, siger FC København-manageren til sin klubs hjemmeside.

Solbakken og co. indledte foråret som nummer seks i Superligaen og nåede at indtage tredjepladsen en kort overgang. Den ville have givet direkte adgang til Europa League-kvalifikationen, men den mistede holdet igen til FC Nordsjælland.

Derfor er AGF-kampen sidste chance.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.