Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken: Vi skal bevise vi kan spille uden N'Doye

Ståle Solbakken vil nu have sit FC København-hold til at bevise, at det er i stand til at klare sig uden Dame N’Doye.

Tidligere i dag kunne FC København meddele, at Dame N’Doye ikke kommer til at spille i forårspremieren på søndag mod OB grundet en mindre skade. Det giver nogle udfordringer for Ståle Solbakken.

Under opstarten til sæsonen har Viktor Fischer pådraget sig en ny skade og derfor ikke trænet med holdet. Det efterlader Pieros Sotiriou, Jonas Wind og purunge Mohamed Daramy, som FC København-trænerens valgmuligheder i angrebet.

Uden Dame N’Doye har Ståle Solbakken nu opfordret sine spillere til at bevise, at den 33-årige senegaleser ikke er uundværlig.

- Vi har været samlet over lang tid og under gode forhold, så vi er godt rustet til foråret og kampen søndag. Vi glæder os, og opstarten har været rigtig god. Minusset er jo, at Fischer har fået en ny skade og ikke har trænet med holdet. Og så er N’Doye ude med en mindre skade, så det her må være en god anledning til at bevise, at vi også kan spille uden N’Doye også, nu hvor vi i efteråret bevidste, at vi kunne klare os uden Viktor, fortæller Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside.

FC København møder OB i Telia Parken søndag klokken 18.00, og den danske storklub går ind til kampen med stor selvtillid efter fire træningskampe, der har budt på tre sejre og en uafgjort. FC København har ikke indkasseret mål i kampene.