Video : Tipsbladet
Premier League

Nedslående udmelding: Solskjær har opgivet håbet

Manchester Uniteds manager og holdets midtbanestjerne ser forskelligt på chancen for at indhente førerhold.

Manchester Uniteds portugisiske midtbanestjerne, Bruno Fernandes, betegner sit holds præstation i søndagens sejr over Premier Leagues tophold, Manchester City, som noget nær perfekt.

Og i modsætning til Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, har han ikke opgivet håbet om at indhente lokalrivalerne, der nu har et forspring på 11 point.

- I dag gjorde vi næsten alt perfekt. Ligaen er ikke en spurt. Den er et maraton. Vi skal bare gøre vores bedste og ikke tænke på de andre, siger Fernandes efter sejren på 2-0.

Portugiseren scorede Uniteds første mål på et straffespark i kampens start, mens forsvarsspilleren Luke Shaw kort inde i anden halvleg stod for målet til 2-0.

Med sejren henter United tre point på Manchester City på førstepladsen, men med kun ti kampe tilbage tvivler manager Ole Gunnar Solskjær på, at lokalrivalerne sætter føringen på 11 point over styr.

- De er for langt foran, til at vi kan tro på at indhente dem, siger Solskjær.

- Selv i dag lægger de så meget pres på, at du kan se, at du spiller mod et rigtig godt hold.

Manchester Citys manager, Pep Guardiola, er trods nederlaget generelt tilfreds med sit mandskabs indsats, men efterlyser mere krudt i støvlerne hos angriberne.

- Med undtagelse af de første ti minutter spillede vi godt. Desværre var vi ikke kølige nok oppe foran, siger Guardiola, der intet tager for givet i kampen om mesterskabet.

- Det her resultat vil hjælpe os til at forstå, hvor svært det er, siger han om titelkampen.

- Det vigtigste er den næste (kamp, red.). Der er 30 point at spille for, og vi er nødt til at vinde igen, siger Guardiola.

/ritzau/AFP