Spelmann i venteposition: AGF skal have hænderne op ad lommen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Spelmann i venteposition: AGF skal have hænderne op ad lommen

Han har selv kaldt sin situation i AGF uholdbar, men Martin Spelmann venter i øjeblikket på, at klubben tager stilling til, om han er med i planerne for fremtiden.

- I mit tilfælde er jeg blevet holdt ude, og så bliver man stille og roligt fjerde- femte- sjettevalg. Det viser mig tydeligt, at det nok ikke er fremtiden, der ligger her.

Martin Spelmann er ikke typen, der pakker tingene ind, og det gjorde han så heller ikke, da han i slutningen af april blev bedt om at sætte ord på sin situation i AGF. Midtbanespilleren har dog fortsat kontrakt med klubben i et år endnu, så han kan ikke uden videre skifte.

Nu er han og resten af holdet begyndt træningen frem mod den nye sæson, men Spelmann er ikke kommet nærmere end afklaring på sin fremtid. 

- Jeg har ikke modtaget nogen information fra klubben om, hvorvidt jeg er en del af fremtiden i AGF eller ej, så for mit vedkommende er det sådan, indtil jeg får andet at vide, siger Martin Spelmann til tipsbladet.dk.

- Så opfylder jeg selvfølgelig min del af aftalen og kommer herud og prøver at gøre holdet bedre og selv blive bedre. Det er det eneste, jeg kan have fokus på. Jeg gider ikke gå og spekulere på "hvad nu hvis?"

Efter Spelmann i april gav udtryk for, at han så sin situation i AGF som uholdbar, lagde AC Horsens-manager Bo Henriksen ikke skjul på, at han da vældig godt kunne bruge knokleren i sin klub. Til tv-programmet Fodbold med Horup sagde han:

- Der er da ikke nogen tvivl om, at han er en god spiller. Han har også spillet i Horsens, og han kender kulturen og miljøet, så selvfølgelig er det da en spiller, vi rigtig, rigtig gerne kunne tænke os, sagde Henriksen, men gjorde det samtidig klart, at lønnen nok ville blive et problem.

Så hvad tænker Spelmann om det? Kunne Horsens være en mulighed, hvis han kan komme fri af aftalen med AGF?

- Jeg vil sige det sådan her: Alle de ting, der florerer, vil jeg ikke rigtig kommentere på. Så længe min situation er uafklaret her, er jeg loyal over for den her klub, indleder Spelmann.

- Jeg elsker at være i AGF og elsker den fankultur, der er herude, og dem er jeg selvfølgelig også loyal over for. Så længe jeg ikke har hørt noget, er jeg AGF-spiller, indtil de får hænderne op ad lommen og kommer til mig. Enten at de ser mig blive eller forlade klubben, så fortsætter jeg med at bære mit rygnummer og komme til træning hver dag.

Tipsbladet.dk spurgte tirsdag sportschef Peter Christiansen til Martin Spelmann og Björn Daniel Sverrissons situationer. "PC" var dog ikke meget for at afsløre, hvad planerne var.

- Det er jo sådan, at for de spillere, hvor det ikke er tilfredsstillende for dem ikke at spille mere, så kommer de forbi mig, og så giver de udtryk for det. Så har vi en god snak om det, men som jeg har sagt før: Man må gerne være utilfreds, og man må gerne være irriteret over, at man ikke spiller mere, så længe man passer sit arbejde, sagde han.

Har de været forbi dig og sige noget?

- Det er et internt anliggende, men der er nogle, for hvem det ikke har været tilfredsstillende med spilletid, og sådan er det i alle klubber, tror jeg.

I morgen får Spelmann så første chance for at imponere AGF-lederne i kamp, når der er testkamp mod FC Midtjylland.