Video : Tipsbladet
Superliga

Spelmanns ærgerlige afslutning i AGF: Jeg var god nok til startopstillingen

Danske Martin Spelmann har forladt AGF til fordel for Strømsgodset. Et skifte, der blev lavet, så han igen kunne komme ud og spille fodbold.

Godt nok blev det til 15 af 24 mulige Superligakampe for AGF i denne sæson, men bare syv af de 15 var fra start, og så valgte midtbanespiller Martin Spelmann at sige farvel til AGF i februar - fire måneder før kontraktudløb.

Den 31-årige dansker har ikke spillet i 2019, og han tog altså konsekvensen af at være et stykke fra startopstillingen i AGF og skiftede til norske Strømsgodset.

Det ærgrer dog den tidligere OB-, AC Horsens- og Brøndby-spiller, at han ikke fik spillet meget i AGF det sidste halve års tid.

- Vi nærmer os jo nok et års tid. Den her opstart har været præget af lidt småskader, og det har også været irriterende. Men det har da været mega frustrerende. Vi fodboldspillere skal aldrig være tilfredse med at sidde på bænken, men jeg havde vist gang på gang til både træning og kamp, at jeg var god nok til den startellever. Jeg blev også valgt, når klubben havde kniven for struben, og det er også et signal om, at de ved, hvad de får hver evig eneste gang, når man spiller mig. Det gjorde det ekstra frustrerende, at jeg så ikke spillede midt i sæsonen, sad ude i to måneder eller kom ind i seks minutter.

- Det er jo kæmpe frustrerende, når jeg samtidig ikke kunne komme væk. Det gjorde også lidt ondt, når jeg har været så loyal over for dem, opført mig pænt og gjort mine ting -og også gjort mere end det. Nu er jeg glad for, at det er lykkes at komme videre. Jeg var begyndt at tvivle lidt på det, siger Martin Spelmann i et interview med BT.

Til sidst valgte David Nielsen, cheftræner i AGF, andre typer til sit hold, og det betød blandt andet, at der var færre og færre minutter til Martin Spelmann.

Martin Spelmann spillede 73 Superliga-kampe i alt for AGF - han har 292 kampe i dansk fodbolds bedste række på sit cv.

Midtbanespilleren blev løst af sin kontrakt i AGF, så han kunne skifte allerede nu til Strømsgodset. Han har kontrakt frem til 31. december 2020 i den norske klub.