Video : Tipsbladet
Superliga

Spillerforeningens direktør efter racisme-råb: Totalt uacceptabel opførsel

Pokalopgøret mellem Fremad Amager og FC Midtjylland blev stoppet midlertidigt, efter der lød racistiske tilråb. Spillerforeningens direktør kalder det godt dommerarbejde, men han er sur over tilråbene.

De danske pokalmestre fra FC Midtjylland er ude af Sydbank Pokalen efter tredje runde. Det skete torsdag aften, hvor FCM tabte med 0-1 ude mod Fremad Amager.

Der var efterfølgende nok at tage fat på for klubben fra Ikast og Herning, for ud over nederlaget var Awer Mabil og Evander i håndgemæng, ligesom Evander viste dårlig attitude ved at stå og klappe hånende mod sidelinjen, da Awer Mabil misbrugte et frispark.

Og under kampen var der også racistiske tilråb - rettet mod mørke spillere på banen.

Dagen derpå er det racismedelen, som Spillerforeningens direktør reagerer på. Mads Øland peger på, at det ikke hører hjemme noget sted. 

- Det er rigtigt fint, at dommer Benjamin Willaume-Jantzen fulgte reglerne om racisme i pokalkampen mellem Fremad Amager og FC Midtjylland og stoppede kampen, indtil der kom en melding i højttalerne til tilskuerne. Det er til gengæld dybt trist, at det var nødvendigt for dommeren at gøre det. Det understreger, at vi fra spillersiden må blive ved, indtil alle forstår det: Racistiske tilråb og abelyde er totalt uacceptabel opførsel, og den slags hører ikke hjemme i vores sport - eller nogen andre steder, siger Mads Øland til Spillerforeningens hjemmeside og forklarer:

- Min oplevelse som spillernes repræsentant i både Spillerforeningen og FIFPRO er, at spillerne både i Danmark og internationalt står sammen i kampen mod racisme, men vi skal have alle instanser i fodbold med. Når dommerne nu følger de udmærkede regler, så er der håb forude. Så kommer der øjeblikkelig konsekvens i kampene. Racisme er så vigtigt et emne, at det skal tages dybt alvorligt af alle aktører: Spillere, klubber, fans, dommere og af nationale og internationale forbund.

Både hjemmeholdet og udeholdet havde mørke spillere på banne, da kampen blev spillet torsdag aften.