Video : Tipsbladet
Superliga

Sponsorer trak betalingen i Lyngby: Nu vender de tilbage

Månedsvis med fokus på dårlig økonomi fik flere sponsorer i Lyngby Boldklub til at trække deres betaling, og det pressede klubben yderligere. Siden de kongeblå blev reddet, er en del af dem vendt tilbage, men klubben vil endnu længere.

For de fleste fodboldklubber hviler økonomien på tre ben: tv-penge, indtægter fra kampdage og sponsorer. Det ene af Lyngby Boldklubs ben blev dog halt i januar måned, da en række sponsorer trak deres betalinger til klubber, der var i vælten på grund af den dårlige økonomi.

I et nødråb, hvor daværende bestyrelsesformand Torben Jensen bad mulige investorer henvende for at redde klubben, fortalte han, at den økonomiske situation blev forværret yderligere af de manglende sponsorindtægter. Han gav skylden herfor til de historier, der satte spørgsmålstegn ved klubbens fremtid.

Det endte som bekendt med, at en gruppe af lokale investorer reddede Lyngby i 11. time. Siden har de brugt det meste af tiden på at rydde op og samle de mange løse tråde, som den tidligere ledelse efterlod sig. Og på at lokke sponsorerne tilbage.

Det er i vid udstrækning lykkedes, selv om de stadig har et stort arbejde foran sig, siger Mads Byder, der en talsmand for redningsmændene i 'Friends of Lyngby'.

- Man kan svare på to måder. Ét: Vi har ikke helt fået forklaret alle endnu, at der er nye ejere. Det faktum, at Hellerup Finans er ude, er ikke kommet til alle ører endnu, heller ikke i byen. Der er nogle, der stadig tror, de er med. Den anden del af svaret er: Dem, der har hørt det, er der en helt anden reaktion fra. Jeg tror, der var otte gentegninger inden for de første 14 dage. Det siger jo alt.

- Så har der været en reaktion? Ja, helt klart. Otte gentegninger, uden vi har gjort andet end at melde os på banen og er begyndt at rydde op. Det interessante bliver, når vi laver de nye sponsorpakker, som også indebærer en ny fortælling. De pakker er ikke givet til nogen endnu, fordi vi skulle finde tid til at skrive dem.

Historien om det nye Lyngby, som Mads Byder og co. vil skabe, skal altså handle om andet end presset økonomi og manglende løn til medarbejderne, som nok var det, de fleste forbandt klubben med i januar og begyndelsen af februar. Det skal være slut med at være et skrækeksempel.

Men det skal også handle om andet og mere end "bare" fodbold.

- Det er 'Friends of Lyngbys' forhåbning, at med den nye vision og en ny sponsorportefølje vil vi se sponsorvelvilje igen. Der var et banner, der kørte på Lyngby Stadion sidste søndag, hvor der stod: "Vi skal have hele byen med", og det er rigtig fedt. Det er hele den nye fortælling, det er et større link til talentafdelingen, siger Byder.

Han er selv stifter af et kommunikationsbureau og kan måske gennem sin erfaring være med til at hjælpe Lyngby væk fra det imange, som den tidligere ledelse med Torben Jensen og Hellerup Finans i spidsen skabte.

- Storytelling er jo det, jeg sidder med til daglig. Virksomheder vil købe ind på en fortælling, hvor de gør en forskel i lokalområdet. Ikke nødvendigvis en fortælling, hvor de støtter et hold. Det vil sige, at det nye Lyngby Boldklu er uden Hellerup Finans, og at det ikke kun er fodbold. Vi skal have hele byen med ved at kunne nogle flere ting end fodbold, siger han.

Foruden de otte gentegninger af sponsorer fik i forbindelse med redningen i februar også ny hovedsponsor. Det var entreprenørvirksomheden Jönsson.