Video : Tipsbladet
Superliga

Sportsdirektør om Vacek-afsked: Lejeophold kan få ham i bedre kampform

Jesper Hansen fra OB fortæller, at man har udlejet Kamil Vacek med det formål at få ham i bedre kampform.

Tidligere mandag kom det frem, at OB har sendt den tjekkiske midtbanespiller Kamil Vacek til hjemlandet og Bohemians 1905, og nu fortæller fynboerne selv, hvorfor man har gjort det.

Der er tale om en lejeaftale, der løber for resten af forårssæsonen, og man har valgt at udleje, fordi der stadig er tro på, at Vacek kan komme tilbage til OB og levere. Det bliver så bare i efteråret i 2019.

Om lejeaftalen siger sportsdirektør Jesper Hansen følgende til OB's hjemmeside.

- Der er ingen tvivl om, at Kamil kan være med på Superliganiveau, og at han er på højde med de øvrige spillere, vi har i truppen. Vi vidste godt, at han ville mangle kampform, da vi skrev kontrakt med ham, og selvom han har kæmpet sig tilbage rent fysisk, så har han skulle overbevise ekstra for at spille sig til en plads på vores godt besatte midtbane. Både Kamil og vi er overbeviste om, at et lejeophold i hjemlandet kan få ham i bedre kampform, og vi tror derfor på, at vi ser en endnu skarpere Kamil Vacek, når forårssæsonen slutter.

Kamil Vacek skiftede i sommer til OB på en fri transfer, men det lykkedes slet ikke at få en plads på holdet i OB. To kampe og i alt 10 Superliga-minutter fik den tidligere tjekkiske landsholdsspiller for fynboerne.

Nu skal han altså have minutter i hjemlandet hos Bohemians 1905.