Video : Tipsbladet
Superliga

Ståle: Offside på Horsens' mål

FCK-træneren var skuffet over endnu et pointtab på hjemmebane.

Med seks point efter fem kampe i denne sæsons Superliga befinder de forsvarende mestre, FC København, sig noget uvant på en syvende plads i tabellen, og det er endda med mulighed for at komme længere ned, inden at weekenden er omme.

FCK har desuden sæsonens første hjemmesejr til gode, efter at de i tredje forsøg heller ikke formåede at besejre AC Horsens lørdag. I første runde spillede man 1-1 med AaB, og for to uger siden var løverne heldige med at få 0-0 mod oprykkerne fra Hobro.

Lørdag spillede de forsvarende mestre så 1-1 med AC Horsens, der er startet sæsonen fremragende, og efter kampen satte holdets norske cheftræner, Ståle Solbakken, et par ord på opgøret:

- Deres mål var godt nok offside, men det er hvad der sker. Ellers må jeg sige, at det var positivt at have Ankersen tilbage, men rent spillemæssigt får vi ikke gjort vores chancer store nok. Vi begår nogle dumme frispark, vi skyder for langt ude fra, der sparkes med det forkerte ben og der træffes nogle forkerte beslutninger – hvilket ved flere lejligheder var ved at give dem en kontra, fortalte Ståle Solbakken efter kampen til FC Københavns hjemmeside. 

Træneren anerkender yderligere, at hjemmeholdet havde problemer med Horsens' dødbolde, men mener også, at FCK fightede flot i anden halvleg:

- Vi havde problemer med deres dødbolde, og alle deres chancer – samt deres mål – kom også i forbindelse med netop dødbolde. Vi fighter godt i 2. halvleg, hvor vi også gambler en smule. Vi skabte mange chancer, men vi manglede den sidste smule held og dygtighed for at snuppe sejren, lød det afslutningsvist fra FCK-træneren.

FC København spiller allerede deres næste kamp tirsdag, når de møder aserbajdsjanske Qarabag på udebane i Champions League kvalifikationen.