Video : Tipsbladet
Superliga

Ståle roser ny FCM-træner: De har flere tangenter at spille på

FC København-træner Ståle Solbakken roser FC Midtjylland, som ifølge nordmanden har fået mere bold i holdet med den nye træner Kenneth Andersen.

De to duellanter i toppen af Superligaen, FC Midtjylland og FC København, mødtes torsdag aften i Sydbank Pokalen, hvor midtjyderne tog en 2-0 sejr. 

Ståle Solbakken mener, at man allerede kan se nye takter i FC Midtjylland, efter at den tidligere U-19 træner Kenneth Andersen har taget over. Nordmanden har rosende ord om sin kollega.

- Midtjylland er et godt hold, som med den nye træner har fået lidt mere bold ind i holdet. De har lidt flere tangenter at spille på nu. Det er ikke bare dødbolde og rå kraft, som gør, at vi taber til dem. I perioder er de gode til at spille bolden rundt. Og de tre kampe, jeg har set med dem med den nye træner, synes jeg, de har lagt noget på i det etablerede spil, siger Ståle Solbakken til TV Midtvest

FCK har tabt de seneste fem kampe i Herning, og Ståle Solbakken giver eksperterne ret i, at FC København har et kompleks i Herning. Han mener dog, at FCK har været det bedste hold i flere af kampene. 

- Du kan godt kalde det et kompleks. Men jeg synes, at vi to eller tre af de fem gange har været det bedste hold, men alligevel har vi tabt. Vi må jo bare tage dem på hjemmebane næste gang og få vist, at vi godt kan slå dem, siger Ståle Solbakken til TV Midtvest. 

Selvom FC Midtjylland er godt kørende, vil Solbakken ikke gøre sig klog på, om midtjyderne vinder pokalturneringen. En ting midtjyderne aldrig tidligere har formået. 

- FC Midtjylland er blandt favoritterne i alle de turneringer, de deltager i i Danmark. Men om de vinder pokalen er svært at sige. Det er jo bare én dårlig kamp, og så er du ude, siger Ståle Solbakken til TV Midtvest.

FC Midtjylland møder i weekenden Esbjerg, mens FC København tørner sammen med Brøndby IF. FCK og FCM mødes igen den 25. november i Telia Parken.