Video : Tipsbladet
Superliga

Stage og Mortensen bragede AGF i top 6

AGF kravlede op på femtepladsen i Superligaen med en 2-0-sejr over SønderjyskE på udebane. Patrick Mortensen scorede sit første AGF-mål med et kæmpe langskudsbrag.

På en rædselsfuld bane i Haderslev tog SønderjyskE og Glen Riddersholm imod AGF

Gæsterne fra Aarhus fik en drømmestart på kampen. Et indlæg af Ankersen mod Patrick Mortensen endte for fødderne af en helt fri Jens Stage, der sikkert passerede SønderjyskE-keeper Sebastian Mielitz. 1-0 til AGF efter blot fire minutter.

Den følgende periode var kampen særdeles rodet, hvilket en rigtig dårlig bane bestemt ikke hjalp på. Spillet var fyldt med dueller og ikke prangende fodboldspil.

Efter 25 minutter burde AGF havde bragt sig foran 2-0. Mielitz havde bevæget sig langt ud af SØnderjyskE-målet for at cleare en høj bold i dybden. Keeperen mistede fuldstændig sit hovedstød, og det gav Jakob Ankersen frit mål at trille bolden ind i, men kantspilleren sendte på det skammeligste kuglen forbi det tomme net.

Hjemmebaneholdet kom langt bedre ind i kampen mod slutningen af første halvleg, hvor AGF blev sat under pres med nogle indlæg, men rigtig farligt blev det ikke. Derfor gik klubberne til pause med stillingen 0-1.

SønderjyskE startede anden halvleg bedst, da Mpindi Ekani trykkede flot af fra distancen, men Grabara stoppede hans afslutning med en fin redning.

Kort efter havde AGF’s nyindkøbte targetman Patrick Mortensen en stor chance, da han tæt under mål headede på mål, mens hans svage forsøg gik lige i handskerne på Mielitz.

SønderjyskE lagde et større og større pres på AGF-målet, desto længere anden halvleg skred frem. Gæsterne havde svært ved at holde fast i bolden og blev trykket langt tilbage på banen.

Specielt i de sidste 20 minutter blev trykket gevaldigt. SønderjyskE sværmede om AGF-feltet, og Matt Lieder truede flere gange med sin hovedstyrke, men Niklas Backman og co. i forsvaret stod godt imod, mens Kamil Grabara i buret viste stor sikkerhed i alle indgreb.

Ti minutter før tid var SønderjyskE centimer fra at udligne, da Lieder sendte en flot flad afslutning på stolpen.

Få minutter før tid lukkede AGF kampen, da Patrick Mortensen scorede på et fantastisk langskud. Dermed vandt AGF 2-0 og er på femtepladsen i Superligaen med 30 point.