Video : Tipsbladet
Superliga

Steinlein om Pusic-salg: Det giver god mening

Claus Steinlein er glad for salget af Martin Pusic til FC København og mener, at FC Midtjylland har fået en god økonomisk aftale.

Blot fire måneder havde Martin Pusic tilbage af sin kontrakt hos FC Midtjylland. Tidligere i dag offentliggjorde FC København købet af den østrigske angriber, og det glæder den administrerende direktør hos FC Midtjylland.

- Vi har fået en økonomisk god aftale med salget af Martin Pusic, der kun havde fire måneder tilbage af sin kontrakt med FC Midtjylland. Og når man tænker på, at vi har Onuachu og Sørloth i truppen, så giver salget godt mening. Vi ønsker Pusic held og lykke fremover lige bortset fra, når vi møder FC København, siger Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.

I det seneste halve år har Martin Pusic været lejet ud til Sparta Rotterdam i Holland, og siden tilbagekomsten har FC Midtjylland forsøgt at sælge profilen.

- Vi har sat pris på det, som Martin Pusic har bidraget med i FC Midtjylland, men tiden er moden til, at Pusic skal videre, og det er godt for ham, at han nu skifter klub, tilføjer Claus Steinlein til fcm.dk

Den administrerende direktør understreger dog, at klubben ikke har glemt spillerens fremragende sæson, da han bidrog til FCM's mesterskab i 2015. 

- Martin Pusic har været en god spiller for FC Midtjylland. Han har været med til at vinde det danske mesterskab, og han var en god spiller for os i sæsonen 15/16, hvor han var vores spidsangriber, efter Duncan tog til AGF, siger han.

Angriberen nåede at spille 72 kampe for FC Midtjylland og blev noteret for 25 mål.