Video : Tipsbladet
Superliga

Steinlein om Pusic: Vi har sagt nej til et par ting

Martin Pusic har lov til at skifte, hvis økonomien er rigtig. FC Midtjylland har sagt nej til flere interesserede.

FC Midtjylland har flere gode muligheder i front, hvor Paul Onuachu, Martin Pusic, Bruninho og Gustav Wikheim konkurrerer om spilletid.

Men fire kan måske blive til tre i dette transfervindue, hvor Martin Pusic igen har mulighed for at skifte væk fra FC Midtjylland, hvis det rigtige tilbud kommer.

I sommer var Pusic yderst tæt på et skifte til belgiske Standard Liege, men de to parter kunne til sidst ikke blive enige om en aftale på sidstedagen i transfervinduet, og så måtte Pusic vende hjem til FC Midtjylland.

Også i dette transfervindue er der interesse for den østrigske angriber, der har kroatiske forældre. Således skulle AaB have fået et bud afvist på Pusic. Men det kan sagtens tænkes, at det bliver i dette transfervindue, angriber tager sin afsked med FC Midtjylland.

- Det er jo ikke en hemmelighed med Martin Pusic, at hvis det rigtige for både os og Pusic opstår, så kan han sælges. Det var nærmest aftalen, da vi signede ham, siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi har sagt nej til et par ting, og Pusic har også selv sagt nej til noget. Det er også et tegn på, at vi er glade for at have Pusic, og at han er glad for at være her. Alt skal gå op i en højere enhed, hvis det skal blive til noget, siger han.

Martin Pusic, 29 år, har fortsat kontrakt frem til sommeren 2018.

En anden, der derimod kun har et halvt år igen af aftalen med FC Midtjylland, er Mikkel Andersen. Målmanden forventer FC Midtjylland dog ikke, at der sker noget med i januar.

- Mikkel forventer vi er her frem til sommer. Han har gjort en god figur, og vi skal have to gode målmænd, siger Claus Steinlein.

Mikkel Andersen kæmper med Johan Dahlin om pladsen i målet hos FC Midtjylland. Den svenske målmand, der har været en del skadet, har været foretrukket, når han har været skadesfri.