Video : Tipsbladet
Superliga

Steinlein: Vi er kommet til næste niveau som klub

FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein mener, at klubben i 2018 har rykket sig til sit højeste niveau nogensinde.

2018 har været et særdeles begivenhedsrigt år for FC Midtjylland.

I januar sendte klubben flere store profiler som Alexander Sørloth, Filip Novak og Rasmus Nissen til udlandet, men formåede trods de markante afgange at vinde mesterskabet for næsen af Brøndby.

Her til sommer blev Bubacarr Sanneh og Mikkel Duelund solgt, men ulvene hænger igen flot på i toppen og overvintrer på andenpladsen tre point efter FCK.

Ifølge direktør Claus Stenlein har 2018 taget FCM til en ny hylde. Det fortæller han i et interview med bold.dk

- Vi er kommet til næste plateau som klub. Udover et historisk godt 2018 pointmæssigt har vi også solgt spillere for historisk mange penge.

- På trods af det benspænd har den sportslige sektor med Svend (sportschef Svend Graversen, red) i spidsen bare buldret derudad, og det er jeg sindssygt stolt over, siger Stenlein til bold.dk

Efter forårets 20 kampe har FC Midtjylland 44 point. De forsvarende mestre indleder forårssæsonen med en udekamp mod Vendsyssel FF den 11. februar.