Stem på forårets hold: Central Midtbane
Illustration
Superliga

Stem på forårets hold: Central Midtbane

Vær med til at sætte forårets hold i Superligaen. I dag er vi nået til den centrale midtbane.

Superligaens forårssæson nærmer sig sin afslutning, og det er således tid til at kåre vindere og tabere i sæsonen, der gik. Ligesom i den forgangne halvsæson kan tipsbladet.dk's brugere nu være med til at sætte forårets hold i Superligaen.

Gennem en række afstemninger kan man således være med til at pege på de spillere, der har markeret sig bedst i foråret.

Tipsbladet.dk oplister en række kandidater til hver position, og hver dag er der så mulighed for at stemme på den kandidat, man finder bedst. Det samlede bud på forårets hold bliver offentliggjort i Tipsbladet og på tipsbladet.dk onsdag den 15. maj.

I dag, fredag den 10. maj, sætter vi den centrale midtbane til afstemning, og man kan stemme frem til lørdag klokken 12. De to kandidater med flest stemmer kommer med på forårets hold. De nominerede er i alfabetisk rækkefølge efter efternavn følgende:

Petter Andersson, FC Midtjylland
Flot forår af svenske Andersson. Efter en svær start på efteråret og tiden i FC Midtjylland er midtbanemanden virkelig blomstret op, hvilket fem forårsmål fra den centrale midtbane vidner om. Mandag aften blev der på tv sågar talt om, at han har FCK-gener, og han kan meget let være én af dem, FCM kan få svært ved at holde på.

Hans Henrik Andreasen, Esbjerg fB
Januar-returen til Esbjerg har gjort godt for den mangeårige OB'er HH. Han har snuppet dirigentstokken på midtbanen fra første forårsfløjt og har i denne halvsæson vist, at han er en mand som skrantende OB fortsat sagtens kunne have brugt.

Søren Christensen, FC Nordsjælland
Har på fornemste vis afværget midtbanekonkurrencen fra nytilkomne Conor O'Brien og Anders Christiansen, der er blevet skubbet op i en rolle som falsk ni'er. Christensen fungerer godt sammen Nicolai Stokholm på den centrale midtbane, og den 26-årige midtbanemand kan meget vel blive FCN's næste landsholdsspiller.

Claudemir, FC København
Efter halvandet år uden rigtig at vise det høje niveau, han viste i sin første FCK-sæson, har Claudemir været som forvandlet i dette forår. Han tilbyder sig konstant for sine medspillere, har et godt overblik, et langt indkast og kan score mål. Claudemir er igen et mesterhit.

Christian Keller, Randers FC
Den ubetingede styrmand på Randers' mandskab får roser for sine præstationer uge efter uge. Colin Todd mener sågar, Keller havde været på landsholdet, hvis han havde spillet i en anden klub. Stor andel i den flotte start på foråret, som målmand David Ousted og forsvaret har fået al kreditten for.

Mikkel Thygesen, Brøndby IF
Efter Mike Jensens afgang har Mikkel Thygesen taget teten på Brøndbys midtbane. Sammen med Jan Kristiansen har han fået lukket fint af foran forsvaret i en helt anden rolle, end dengang FC Midtjylland eksperimenterede med at bruge ham som angriber.