Video : Tipsbladet
Superliga

Stephan Andersen føler sig ikke sikker på startplads

Stephan Andersen har vogtet FCK-målet, siden Robin Olsen gik i stykker mod Hobro, men han føler sig ikke sikker på en startplads fredag aften mod FC Midtjylland.

Robin Olsen kom til skade i et opgør mod Hobro i slutningen af februar, og siden har Stephan Andersen vogtet FCK-målet, og det gjorde han også i søndags mod AaB, selv om Robin Olsen er klar igen og var med på bænken.

Det kunne tyde på, at Stephan Andersen aktuelt er Ståle Solbakkens førstevalg, men den 36-årige keeper tør ikke selv drage den konklusion, selv on han henviste Robin Olsen til bænken i det seneste opgør. 

- Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg er glad for de kampe, jeg får. Robin har været skadet i lang tid, så nu må vi se, hvem der står på fredag. Jeg føler mig ikke sikker på noget som helst, siger Stephan Andersen til tipsbladet.dk og tilføjer om AaB-kampen:

- Jeg er glad for, at jeg stod den kamp. Det har ikke været prangende med spilletid det seneste halvandet år, så jeg suger bare til mig. 

Han fastslår, at det tog lidt tid for ham at finde ind i rytmen, efter der pludselig blev brug for ham i forbindelse med Robin Olsens skulderskade for godt to måneder siden.

- Nogle gange har man tur i den, og andre gange har man ikke, men når man har siddet på bænken i lang tid, kræver det selvfølgelig noget tilvænning, selv om man har spillet reserveholdskampe og lignende. Det bliver aldrig det samme som at spille på højt niveau, siger Stephan Andersen.

Den tidligere landsholdskepper har spillet 11 Superliga-kampe i denne sæson. Han har præsteret store redninger og lavet kostbare fejl, og når han skal gøre boet op, står han tilbage med en følelse af, at det har været op og ned. Men mest op.

- Jeg synes, det er gået nogenlunde. Jeg er meget selvkritisk, og der er flere situationer, hvor jeg kunne have gjort det bedre, men efter omstændighederne er det gået meget fint, lyder det fra Stephan Andersen.

Stephan Andersen har kontrakt med FC København frem til udgangen af 2017. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.