Video : Tipsbladet
Superliga

Stolt Kamil Wilczek vinder titlen som årets spiller i Brøndby

Kamil Wilczek har været livsfarlig for modstanderne igennem hele sæsonen, og lørdag aften tog han prisen som årets spiller i Brøndby IF.

Selvom der stadig er et par kampe tilbage for Brøndby i 2018, så har den københavnske vestegnsklub fundet frem til, hvem der skal bære titlen som årets spiller i klubben.

Traditionen er da også sådan, at kåringen af årets spiller bliver fundet ved årsfesten, som altid er den første lørdag i december, og denne gang blev årets spiller i Brøndby IF ikke så overraskende den polske målmager Kamil Wilczek.

Det melder Brøndby IF på klubbens officielle hjemmeside.

Han vandt foran et særdeles stærkt felt, der bestod af Hany Mukhtar og Johan Larsson, som bestemt også har spillet en stor rolle i 2018, hvor klubben vandt pokalturneringen og var med til det sidste, da det danske mesterskab blev afgjort. Her måtte de dog nøjes med andenpladsen.

Det er de frivillige i Brøndby IF, der står for kåringen, og Kamil Wilczek lagde ikke skjul på, at han var beæret over at modtage titlen.

- Jeg er meget glad for at blive årets spiller. Det betyder meget for mig, så jeg er meget stolt og glad. Jeg vil gerne sige tak til alle, som støttede mig i løbet af året. Udem dem kan jeg ikke spille, som jeg har gjort.

Hos damerne blev der også fundet en årets spiller i klubben, og det blev landsholdsspilleren Nanna Christiansen, der vandt foran Katrine Abel og Louise Winter.

Kamil Wilczek har i 2018 bombet løs for klubben, og i denne sæson er han nået op på 12 mål i 17 kampe i Superligaen.