Video : Tipsbladet
Superliga

Stolt Vejle-træner: Vores fighterånd kommer til udtryk

Adolfo Sormani var yderst tilfreds efter 1-0-sejren over Esbjerg og roste især sine spilleres arbejdsmoral.

Vejle sikrede sig fredag aften klubbens anden sejr i sæsonen – den første siden premieresejren over Hobro – da Esbjerg blev besejret 1-0.

Cheftræner Adolfo Sormani var i den grad glad for holdets præstation. Det siger han i et interview til klubbens hjemmeside.

– Den fighting spirit, vi har vist tidligere, kommer virkelig til udtryk i dag, og samtidig forsøger vi hele tiden at spille fin fodbold, siger Sormani.

Vejle var en mand i overtal det sidste kvarter af kampen, men blev alligevel presset i bund af gæsterne. Det forklarer Sormani med, at holdet blev lidt bange for at misse den første sejr i lang tid.

– Det er naturligt, at vi passer på os selv og bliver lidt nervøse for, at sejren skal glippe, når det er så længe siden, vi har vundet. Men vi har stadig omstillingschancer, selv om står lavt til sidst. Esbjerg er dog et solidt og kompakt hold, der ikke tager imod mange scoringer imod sig, siger træneren til Vejle Boldklubs hjemmeside.

Den italienske træner lægger heller ikke skjul på, hvor stor en forløsning det var for alle i og omkring klubben at sikre sig de tre point.

- Jeg er glad på spillernes vegne – de fortjener det her.

- Jeg følte fansenes glæde og lettelse, og jeg er glad for, at vi kunne give dem sejren. Det er vigtigt at føle, at tilhængerne er stolte af os, siger Adolfo Sormani.