• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Stort Solbakken-interview: Fik et svagt tilbud fra en elendig Bundesliga-klub

Ståle Solbakken har forlænget sin kontrakt med FC København frem til sommeren 2023. Interview med nordmanden her.

Af Ole Hoffskov

Ståle Solbakken fortsætter som chefen i FC København. 

Den norske succesmanager har forlænget sin kontrakt med de nykårede danske mestre, således han er bundet frem til sommeren 2023 - dermed føjer de to parter to år til den tidligere aftale.

Læs også: Four more years: Ståle Solbakken skriver ny lang aftale med FCK

Ståle Solbakken fastslog på et pressemøde i Telia Parken mandag, at det især betyder meget for ham, at familien står foran at flytte til København. Hidtil har Solbakken været adskilt fra sin hustru og børn i Norge, men med familielivet på plads, er han klar til at tage en ny tørn for FC København.

Da du blev træner i FCK i første omgang, havde du så forestillet dig, det skulle blive til så mange år?

- Nej, det havde jeg ikke. Jeg åbnede med tre kampe mod Brøndby IF – i Royal League, hvor vi vandt, og så tabte vi i ligaen og i pokalturneringen. Der sagde min far til min mor ”der bliver han ikke længe”. Det har jeg modbevist i hvert fald. Men nej, det havde jeg ikke regnet med, siger Ståle Solbakken.

Kan det store tilbud fra udlandet stadig komme og friste dig?

- Det kan det. Men sandsynligheden er ikke stor. For to år siden blev vi nummer tre i Champions League-gruppespillet og lukkede vores første mål på hjemmebane ind mod Ajax, da Kasper Dolberg scorede. Vi fik også to flotte sejre mod Club Brugge, og jeg fik masser tilbud. Men jeg må være helt ærlig at sige, at jeg ikke fik et eneste tilbud fra de store ligaer.

- Jeg fik ét svagt tilbud fra en elendig og dårlig Bundesliga-klub, som ikke havde forudsætninger for at gøre noget. Ellers fik jeg ingenting. Jeg fik 10-12 ordentlige og fine tilbud, som jeg ville have taget for fire-fem år siden. Men der var kun den ene miniklub fra en topliga.

Skyldes det din tid i udlandet hos FC Köln og Wolverhampton?

- Der er to tendenser; nogle trænere går igen, og det vil sige, hvis du har haft ét succesfuldt job, kan du dumme dig fem gange og stadig komme tilbage. Det er helt vildt, hvordan nogle bare bytter job. Sådan er det i Tyskland, hvor man også nogle gange tager U23-træneren, fordi han kender klubben.

- I England er der ekstrem konkurrence, og der har jeg et lig i lasten med Wolverhampton. Men jeg føler, at det projekt var dødfødt. I Köln synes jeg, vi gjorde et godt stykke arbejde. Da vi fik sparket, blev de nummer fem i 2. Bundesliga året efter. Det var ikke ret meget bedre. Jeg har god samvittighed i forhold til det. Hvis jeg havde haft et godt job før Köln, tror jeg, jeg havde fået masser af tilbud.

Hvad med landstrænerjobbet i Norge?

- Nu har jeg sagt nej til det to gange. Den ene gang sagde jeg ja, og så nej. Jeg føler ikke, det er mig lige nu. Lars Lagerbäck fortsætter måske et år mere, og så stopper han, men jeg skal ikke afløse ham.

Hvis der kommer et tilbud, der kan lokke dig væk, kan det så gå stærkt, eller er der en gentleman-aftale om, at du gør den til enhver tid igangværende sæson færdig?

- Det kommer ikke til at ske. Så skal det være helt ekstremt, så det tror jeg ikke.

Var det dig, der sagde til Bo Rygaard (bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, red.), at I skulle snakke forlængelse, eller var det ham, der tog fat i dig?

- Bo er meget optaget af kontinuitet, og det skal vi jo alle være, men det er ham, der er øverste chef, så han skal tage initiativet.

Du har sagt, der ikke er noget, du mangler at opnå i FCK. Hvad er så målet i den kommende periode?

- Vi skal holde vores position i Danmark og se, om vi kan slå nogle hold ud af Europa. Vi har selvfølgelig som mål at komme i Champions League, men vi ved også, at vi allerede i anden runde kan møde et hold, der er bedre, selv om vi er seedet. Og så kan man være heldig i fjerde runde at møde et hold, hvor det er 50/50, og så er muligheden der.

Betyder det også noget, at FCK-holdet er så godt lige nu?

- Nej, egentlig ikke. Jeg ved også, at hvis jeg går på kontoret nu, kan der være en mail med et sindssygt bud på en af vores spillere. Det er vanskeligt, så det tænker jeg ikke så meget på, slutter Ståle Solbakken. 

Superliga

Mere Superliga

Fokus