Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-boss om tv-drama: Vi skal hurtigt i gang

Det er ikke kun for at holde spændingen så højt som muligt efter søndagens Superliga-runde, at klubberne kort efter slutfløjt på direkte tv skal vælge grupper til nedrykningsspillet.

Det bliver en gyser af de helt store, når Superligaen søndag runder grundspillet af med syv kampe, der alle bliver skudt i gang klokken 17.00.

Seks hold kæmper om tre pladser i top 6, og alle er i spil for Brøndby, Esbjerg fB. Randers FC, FC Nordsjælland, AaB og AGF, der alle kan ende i top 6 - eller uden for. 

Men ganske få minutter efter at afgørelserne er fundet omkring top 6, er der lagt op til endnu mere spænding.

For klokken 19.00 - 20.00 skal det nemlig afgøres, hvordan de to gruppespil uden for top 6 skal se ud, og her skal klubberne selv stå for valget. 

Klubberne placeres som nummer 14 og 11 er i forvejen placeret i samme pulje 1, mens nummer 12 og 13 er at finde i pulje 2. Som noget nyt skal klubben, der er endt som nummer syv vælge først i forhold til hvilken pulje, man ønsker at være i, herefter skal klubben, der er sluttet som nummer otte vælge. Vælger nummer syv og otte samme pulje, vil det automatisk betyde, at nummer ni og 10 skal i den anden pulje. 

Men klub-valgene skal træffes på direkte tv i en udsendelse som både Discoverys og Viasats kanaler sender. Så altså ganske få minutter efter, at klubben skuffet er sluttet uden for top 6, skal der på live tv vælges grupper.

Det er et ekstra drama, der venter, men divisionsforeningens direktør Claus Thomsen slår fast, at setup'et ikke blot er lavet for Tv's skyld - det handler om planlægning. 

- Vi skal under alle omstændigheder have valgt hurtigt, for vi skal i gang med planlægningen af slutspillet. Det er ikke tv's skyld, at det går hurtigt, hvis man kan sige det på den måde. Det er fordi, vi skal have planlægningen i gang så hurtigt som muligt, siger Claus Thomsen til bt.dk.

Følgende kampe skal spilles i grundspillets sidste runde - kickoff klokken 17.00:

FC Midtjylland - SønderjyskE
AC Horsens - Brøndby IF
FCK - Hobro IK
Esbjerg fB - Vejle Boldklub
Vendsyssel - FC Nordsjælland
AaB - AGF
OB - Randers FC