Superliga Tipsbladet.dk

Superliga: FC Midtjylland og FC København overhalet på erfaring

Foto: Getty Images

Superligaens to tophold er to af ligaens mest erfarne hold, men et enkelt hold sniger sig foran.

Af Tipsbladet.dk

Er det tilfældigt, at Superligaens to bundhold har færrest Superliga-minutter i truppen i denne sæson?

Og at to de to tophold er blandt de mest erfarne i Superligaen?

Ser man på sammenhængen mellem erfaring og point, må svaret i det store hele være ”ja”, at erfaringen ikke siger noget om, hvem der henter hvor mange point.

Men Superliga-truppernes erfaring siger til gengæld meget om, hvilke typer spillere, man satser på i de 14 klubber,

Tipsbladet.dk har med data fra danskfodbold.com tjekket de 14 Superliga-klubber og den erfaring, der gemmer sig i hver klub fra den bedste danske række. 

Her er listen over Superliga-klubbernes erfaring:

Esbjerg fB
Kampe: 1.341
Mål: 80
Gule kort: 195
Røde kort: 9
Minutter: 99.806
Spiller med flest Superliga-minutter: Kevin Conboy, 11.558 minutter

Esbjerg har færrest Superliga-minutter i truppen, og det handler i høj grad om, at der er mange udenlandske spillere i truppen, og at der også er en del af klubbens egne talenter på førsteholdet.

Silkeborg IF
Kampe: 1.472
Mål: 118
Gule kort: 176 
Røde kort: 7
Minutter: 102.690
Spiller med flest Superliga-minutter: Kees Luijckx, 10.932 minutter

SIF er en af de mindste klubber i Superligaen og har ikke erfarne Superliga-danskere eller udlændinge med adskillige sæsoner bag sig i dansk fodbold. Hollandske Kees Luijckx, der kom til fra SønderjyskE i januar, er klubbens mest erfarne.

FC Nordsjælland
Kampe: 1.427
Mål: 114
Gule kort: 142
Røde kort: 9
Minutter: 103.090
Spiller med flest Superliga-minutter: Nicolai Larsen, 23.085 minutter

Det er ikke overraskende, at FC Nordsjælland er blandt de mindst erfarne i Superliga-sammenhæng – og billedet er faktisk endnu mere ekstremt med tanke på, at Nicolai Larsen og Kian Hansen står for omkring 40 procent af Superliga-spilletiden i truppen. Med så mange unge spillere fra Danmark og Ghana er det indlysende, FCN vil ligge nær bunden af denne rangliste.

Lyngby
Kampe: 1.537
Mål: 79
Gule kort: 219
Røde kort: 6
Minutter: 115.980
Spiller med flest Superliga-minutter: Martin Ørnskov, 23.470 minutter

Lyngby har nogle erfarne spillere, der også var med oppe, sidst Lyngby spillede i Superligaen. Det trækker Lyngby-truppen lidt op, selvom man ligesom i Silkeborg også mærker, det ikke er en klub med råd til mange dyrere, erfarne Superliga-folk.

Hobro
Kampe: 1.712
Mål: 117
Gule kort: 228
Røde kort: 6
Minutter: 122.406
Spiller med flest Superliga-minutter: Jonas Brix-Damborg, 17.213 minutter

Hobro finder udenlandske spillere på prøvetræninger og danskere, der enten har siddet på bænken i større Superliga-klubber eller spillet divisionsfodbold. Hobro har efterhånden en del spillere med Superliga-erfaring, men man ligger stadig i den tunge halvdel målt på erfaring.

Brøndby IF
Kampe: 1.805
Mål: 221
Gule kort: 237
Røde kort: 14
Minutter: 133.700
Spiller med flest Superliga-minutter: Andreas Maxsø, 10.374 minutter

I Brøndby er der ikke mange spillere med stor Superliga-erfaring, til gengæld er der en del spillere med en del erfaring, og derfor ligger Brøndby nogenlunde i midten målt på erfaring i Superligaen. Til gengæld har Brøndby-spillerne stor erfaring fra udlandet, hvilket selvfølgelig er medvirkende til, man ligger pænt i tabellen. Efter salgene af Wilczek, Mukhtar og Kaiser, der også tæller i tipsbladet.dk's gennemgang, fordi de har spillet i denne sæson, bevæger Brøndby sig ned blandt klubberne med mindre Superliga-erfaring.

Randers FC
Kampe: 1.879
Mål: 130
Gule kort: 209 
Røde kort: 11
Minutter:137.647
Spiller med flest Superliga-minutter: Johnny Thomsen, 27.513 minutter

Johnny Thomsen er en enmandshær, også i statistikken, og der er pænt med Superliga-erfaring i Randers-truppen. Om det så også hjælper i offensiven, hvor dygtige Saba Lobjanidze forsvandt i januar til Ankaragücü, er mere tvivlsomt. Marvin Egho er ok, men man kunne faktisk godt bruge en erfaren Superliga-mand fremme på banen.

AC Horsens
Kampe: 1.958
Mål: 129
Gule kort: 226
Røde kort: 12
Minutter: 139.742
Spiller med flest Superliga-minutter: Peter Nymann, 21.881 minutter

Horsens samler på danske spillere, og selvom en del af dem kommer fra divisionerne, er det nok til, at Bo Henriksens hold placerer sig i erfarings-ligaens middelklasse. Til gengæld er det påfaldende, a der er så få målscorere – kun Lyngby og Randers har så få mål i truppen.

AGF
Kampe: 1.893
Mål: 227
Gule kort: 248
Røde kort: 12
Minutter: 140.346
Spiller med flest Superliga-minutter: Jesper Juelsgård, 21.098

AGF har godt med Superliga-erfaring og nogle udlændinge med et solidt CV, i offensiven har man erfarne angribere ved siden af Mustapha Bundu. Når Mustafa Amini forsvinder og AGF begynder at bruge egne talenter, kan Superliga-erfaringen sive fra truppen, men på den anden side har århusianerne også et af de større budgetter i ligaen og dermed råd til gode Superliga-spillere fra andre klubber, for eksempel nedrykkere til sommer.

AaB
Kampe: 1.987
Mål: 161
Gule kort: 255 
Røde kort: 6
Minutter: 144.922
Spiller med flest Superliga-minutter: Patrick Kristensen, 20.301 minutter

I Aalborg bruger man og i nogle tilfælde holder man på de spillere, man selv har uddannet på Hornevej, og det trækker op på Superliga-erfaringen. Går AaB i FCN's retning og gør holdet yngre i de kommende sæsoner, vil Superliga-erfaringen naturligt nok også forsvinde til dels.

OB
Kampe: 2.266
Mål: 218
Gule kort: 266
Røde kort: 8
Minutter: 164.011
Spiller med flest Superliga-minutter: Janus Drachmann, 16.557 minutter

Fynboerne har hentet adskillige spillere i andre danske klubber i de seneste år, og det kan man direkte aflæse i den megen Superliga-erfaring i truppen. OB er så også et eksempel på, at den erfaring ikke uden videre kan oversættes til toppladser i Superligaen – kun sidste år lykkedes det OB at komme i medaljeslutspillet.

FC Midtjylland
Kampe: 2.462
Mål: 337
Gule kort: 288
Røde kort: 18
Minutter: 188.182
Spiller med flest Superliga-minutter: Jesper Hansen, 25.274 minutter

FC Midtjylland henter mange spillere i udlandet og nede fra ungdomsafdelingen, men man har også råd til at købe dygtige Superliga-spillere og til at holde på dem – derfor er FCM den klub med tredjemest Superliga-erfaring i truppen i denne sæson.
Jesper Hansen trækker markant op – til gengæld falder FCM en hel del i næste sæson, da Jakob Poulsen tæller med i statistikken for 2019/20, fordi han fik en indskiftning sidste sommer.

FC København
Kampe: 2.464
Mål: 301
Gule kort: 240
Røde kort: 5
Minutter: 192.529
Spiller med flest Superliga-minutter: Stephan Andersen, 24.135 minutter

Der er mange udlændinge i FC København, de er topspillere, men der er også en stor håndfuld spillere i truppen, der enten er eller har været blandt Superligaens bedste. De trækker FCK op på en andenplads på listen over de mest erfarne trupper.

SønderjyskE
Kampe: 2.795
Mål: 273
Gule kort: 390 
Røde kort: 12
Minutter: 196.286
Spiller med flest Superliga-minutter: Johan Absalonsen, 24.778 minutter

SønderjyskE ville gerne spille med deres egne talenter, men når der ikke er nogen at tage af, har klubben været nødt til at hente adskillige erfarne spillere til, på trods af at man gerne vil forynge holdet. SønderjyskE er blevet yngre, men alligevel har man så mange garvede Superliga-navne, at man har den trup med flest spilleminutter i den bedste danske rækker.