• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Kenneth Jensen

OB og Brøndby får bøder for homofobiske tilråb

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Både OB og Brøndby IF har fået bøder for homofobiske tilråb.

Af Kenneth Jensen

Det koster at råbe homofobiske tilråb, og derfor er Superliga-klubberne OB og Brøndby IF begge blevet tildelt en bøde.

Det er Fodboldens Disciplinærinstans, der har behandlet sagerne, og her finder man altså, at der er belæg i loven til at udstikke bøder.

Både OB og Brøndby IF har fået bøder på 25.000 kroner.

Det var under opgøret mellem OB og FC København, at der blev råbt homofobiske tilråb mod Viktor Fischer. Det gjorde han efter kampen opmærksom på, og selv om dommeren ikke hørte tilråbene, valgte man altså at tage sagen op i Fodboldens Disciplinærinstans.

Dagen efter var det en del af Brøndbys fanafsnit i udekampen, der råbte homofobiske tilråb rettet mod Viktor Fischer, også her blev sagen taget op af egen drift af instansen.

I forbindelse med de to straffe har Fodboldens Disciplinærinstans set sit snit til at sende yderligere information i en generel vending til alle danske klubber.

- Fodboldens Disciplinærinstans finder anledning til at gøre opmærksom på, at det fremgår af de regler, der er gældende for deltagelse i de af DBU/Divisionsforeningen udskrevne turneringer m.v., at der er nul-tolerance over for diskrimination i enhver form – heriblandt race, køn, seksualitet mm. Offentlige udtalelser af krænkende, nedsættende eller diskriminerende karakter omhandlende et andet menneskes race, etniske oprindelse, hudfarve, sprog, religion, seksuelle præference eller tilhørsforhold til en minoritetsgruppe kan således sanktioneres af Fodboldens Disciplinærinstans.

- Fodboldens Disciplinærinstans har ikke tidligere afsagt kendelser, hvor en klub sanktioneres for sine tilskueres tilråb af den pågældende karakter omhandlende seksuelle præferencer. Hvis antallet af sager af denne karakter eskalerer må klubberne forvente, at sanktionsniveauet – afhængig af omstændighederne - vil blive skærpet, særligt i gentagelsestilfælde, lyder det blandt andet i skrivelsen, der kan læses i sit fulde her.