Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-oprykker tester tidligere Horsens- og Brøndby-back

Venstrebacken Gregers Arndal-Lauritzen træner med i Silkeborg IF den kommende tid.

De fleste Superliga-klubber har allerede taget hul på deres opstart til den kommende sæson, og senere torsdag står spillerne i Silkeborg IF også klar til første træning.

Her er der en del nye ansigter - de to nye spillere Emil Holten og Mads Kaalund, der begge kommer fra Nykøbing FC - er på træningsbanen for første gang for deres nye klub, mens cheftræneren også er ny og hedder Kent Nielsen.

Og så er der også et nyt ansigt, som ikke er på kontrakt i Silkeborg IF, men som kan håbe på at komme det. Klubben fra Søhøjlandet tester tidligere AC Horsens- og Brøndby-back Gregers Arndal-Lauritzen, fortæller Midtjyllands Avis.

- Han har været skadesplaget gennem længere tid, men vi kender ham fra hans tid i Brøndby og HB Køge, og han har et potentiale, vi gerne vil se an, siger sportschef Jesper Stüker til Midtjyllands Avis.

20-årige Arndal-Lauritzen kom frem i Brøndby og blev senere udlejet til HB Køge, inden han blev løst af sin kontrakt i Brøndby i slutningen af transfervinduet i januar. Det seneste halve år har han brugt hos AC Horsens, uden det dog endte med at blive til spilletid.

Silkeborg IF har tre træningskampe, inden det går løs med første Superliga-kamp. Superliga-premieren er svær og er ude mod Brøndby den 14. juli.