Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-spiller har udløb til sommer: Kan sagtens se mig selv fortsætte

Den tidligere AGF- og Hobro-spiller Kasper Povlsen har kontraktudløb med Vendsyssel FF til sommer. Selvom en skade har ødelagt opholdet i det nordjyske, er midtbanekrigeren alligevel åben for at forlænge det.

Det er slet ikke blevet det Vendsyssel-ophold, som den tidligere AGF- og Hobro-spiller Kasper Povlsen formentligt drømte om, da han tilbage i sommeren 2017 kom til klubben fra Hobro. 

Den defensive midtbanespiller blev ramt af en skade i akillessenen i oktober sidste år og kunne tidligere på ugen fortælle til tipsbladet.dk, at det er tilbagefald fra skaden, der er skyld i, at han endnu ikke har fået sin første Superliga-kamp for den nordjyske oprykkere. 

Det ændrer dog ikke på, at han har været glad for at være i Vendsyssel. Så selvom Kasper Povlsens kontrakt med nordjyderne udløber efter denne sæson, kan han sagtens se sig selv skrive under på en forlængelse:

- Jeg kunne sagtens se mig selv fortsætte. Det er til sommer, så der er et par måneder til endnu. Jeg har ikke brugt lang tid på at tænke over det, men jeg kunne sagtens se mig selv blive her. Det kan jeg ikke afvise.

- Man tænker altid over sin fremtid, og hvad der skal ske, og jeg kunne sagtens se mig selv blive, hvis det er en mulighed for alle parter, siger Kasper Povlsen til tipsbladet.dk.

Det er dog på grund af den lange skade kun blevet til 13 førsteholdskampe i Vendsyssel FF for den 29-årige midtbanekriger, der dermed også er klar over, at mulighederne for en ny kontrakt kan være i fare:

- Sådan er det med skader. Det er noget lort, fordi det sætter en tilbage - i mit tilfælde et helt år. Det er lang tid i den her verden. Jeg har ikke været decideret bange, men det er da noget, som fylder. Alt andet vil være mærkeligt, fortæller Kasper Povlsen.

Kasper Povlsen har i dette efterår spillet fuld tid i begge Vendsyssels pokalkampe og har samtidig været i aktion i fem kampe for reserveholdet.