Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Er Brøndby blevet strippet for alle våben?

Tipsbladet.dk zoomer ind på årtiets første runde i Superligaen.

Endelig er ventetiden forbi.

Efter en lang vinterpause uden fodbold på de danske stadions ruller bolden igen i Superligaen, når 21. spillerunde og årtiets første kampe i Danmarks bedste fodboldrække står for døren. I de kommende måneder skal det afgøres, hvem der bliver danske mestre, hvem der skal i Europa, og hvem der rykker ud.

Det hele starter fredag aften med et opgør mellem Esbjerg fB og FC København, og tipsbladet.dk zoomer her ind på nogle af mest interessante spørgsmål før premiererunden i Superligaen.

Blomstrer de nye ansigter fra første færd?

Superliga-premieren følger to uger efter lukningen af januars transfervindue, og det var en travl måned i mange af de 14 klubber. Derfor er der også en hel del nye ansigter, der skal introduceres i den kommende weekend.

Mange spændende navne er kommet til Danmark, men spørgsmålet er, hvem der leverer varen fra dag ét?

Læs også:Optakt: Silkeborg IF - AaB

En spiller som Anders Dreyer har været forrygende i FC Midtjyllands testkampe og skal blive meget spændende at følge. Ragnar Sigurdsson er vendt hjem til FC København. OB har hentet Zlatan Ibrahimovics gamle holdkammerat Jørgen Skjelvik. Esbjerg har hentet et halvt hold i bestræbelserne på at overleve. Osv. osv. 

Når man spørger dem, siger alle 14 klubber, at de er tilfredse med forløbet af transfervinduet. Nu skal hestene slippes løs. 

Er Randers FC stadig AGF's ultimative plageånd?

Det er ikke bare en ny halvsæson eller et nyt år, der står før døren i dansk fodbold. Det er et helt nyt årti, vi er gået ind i. Det markerer en oplagt mulighed for at viske tavlen ren og starte forfra, men de gamle skeletter er måske fulgt med.

AGF står over for én af klubbens værste dæmoner allerede i den første kamp.

David Nielsens mandskab har imponeret i denne sæson og er bedre end i mange år, men Randers FC kunne AGF ikke slå, da de to rivaler tørnede sammen i 12. runde, og det kan århusianerne som regel aldrig. Ligegyldigt hvor gode AGF har været, og hvor dårlige Randers FC har været, er det altid endt med kronjysk sejr i de indbyrdes kampe. Ikke siden august 2015 har AGF vundet over Randers FC.

Læs også:Optakt: FC Midtjylland - Lyngby BK

Optimismen blomstrer i Danmarks næststørste by, og hverken transfervinduet eller testkampene har givet grund til andet. Men der findes ikke en eneste AGF-fan, der ikke frygter søndagens premiere.

Er Brøndby blevet strippet for alle våben?

Superliga-topscorer Kamil Wilczek er væk, og det samme er Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Johan Larsson. 28 af de 37 mål, som Brøndby scorede i efteråret, er ikke længere i klubben, og hvem er hentet ind som afløsere?

Ingen.

Det er umuligt ikke at være bekymret på Brøndbys vegne, for hvordan skal man nogensinde kunne gå i krig, hvis man er blevet strippet for alle sine våben? På Vestegnen er optimismen dog i behold, og resultaterne i testkampene har været fine. 

Søndag aften, når Brøndby møder OB i en svær udekamp, får vi det første fingerpeg om, hvorvidt der stadig er krummer i Niels Frederiksens mandskab, eller om holdet er så markant svækket, som det ser ud på papiret. 

Læs også:Optakt: SønderjyskE - Hobro IK

Læs også:Optakt: AGF - Randers FC

Læs også:FCM-boss spår stort salg af Evander: Det bliver ikke billigt