Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Er Brøndby groggy?

Hvilke spørgsmål skal vi have svar på i tiende runde af Superligaen? Tipsbladet.dk zoomer ind på runden.

Tiende spillerunde i Danmarks bedste fodboldrække står for døren, og dermed nærmer Superligaen sig også med hastige skridt halvvejsmærket i grundspillet. De mange, der spåede en tæt liga, har indtil videre fået ret i dommedagsprofetierne.

I den kommende spillerunde er der som altid en masse spørgsmål, der skal besvares - vi kigger nærmere på nogle af dem her.

Er Esbjerg løbet fra Vejle?

I sidste sæson endte Vejle Boldklub fem point foran Esbjerg fB i tabellen i NordicBet Ligaen, men i denne sæson har vestjyderne været markant bedre end medoprykkerne fra Nørreskoven. I hvert fald på papiret, hvor det er værd at notere, at EfB aktuelt er seks point foran VB.

De to klubber mødes fredag aften, og her kan Esbjerg altså lægge behørig afstand til sidste sæsons vindere af den næstbedste række. Det vil være en højest overraskende udvikling, men bestemt ikke et utænkeligt scenarie. Vejle har ikke vundet siden premieren mod Hobro, mens Esbjerg har sejret i fire af de seneste fem opgør.

Festligt lokalopgør i Nordjylland?

Håneretten er i høj grad en faktor, der er på spil, når Hobro IK tager imod AaB søndag eftermiddag. Et nordjysk lokalopgør er altid interessant, og det skal blive spændende at se, hvem der er dygtigst til at reparere på de mangler, der er i spillet.

Det er nemlig Superligaens mest gavmilde forsvar, der tager imod Superligaens mindst målfarlige offensiv. Begge mandskaber øjner helt sikkert tre point, og der skal nok blive knald på på DS Arena.

Er Brøndby groggy?

De seneste par år har været en stor optur for Brøndby IF. Der har været hårde dage, men pilen har kun peget i én retning. Det gør den stadig på de fleste parametre, men Alexander Zornigers mandskab virker groggy i øjeblikket. Mod SønderjyskE blev det til et overraskende nederlag på 2-4, og man må ikke glemme, at Esbjerg også for nyligt nappede tre point på Vestegnen.

Det skal blive spændende at se, hvordan Brøndby reagerer søndag eftermiddag i Aarhus. I den jyske hovedstad er der næppe et hold, man hellere vil slå end Brøndby, så vicemestrene skal vise høj moral og være i stand til at modstå presset. Og så skal defensiven lappes sammen.

Der bliver knald på!