Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Hvad kan de nye navne i dansk fodbold?

Tipsbladet.dk zoomer ind på Superligaens premiererunde.

Så ruller bolden igen i Danmarks bedste fodboldrække.

Efter en kort sommerferie er de 14 hold klar til at dyste om placeringerne i en historisk sæson i Superligaen, hvor der er udsigt til, at hele tre hold rykker ned. Der bliver med andre ord drama for alle pengene i løbet af de kommende 10 måneder, og det hele sparkes i gang fredag aften i Herning, når FC Midtjylland får besøg af Esbjerg fB.

Tipsbladet.dk kigger her nærmere på nogle af de spørgsmål, der melder sig inden første spillerunde.

Hvem har leveret, og hvem har floppet i opstarten?

"Det har set godt ud". "Jeg synes, vi har vist gode takter i testkampene". "Jeg er optimistisk for den kommende sæson".

Spørg samtlige 14 klubber om, hvordan de har oplevet egen opstart, og man vil 14 gange få at vide, at det er gået godt. Med al sandsynlighed pakket ind i svar ala dem, som er remset ovenfor. Selvfølgelig vil man aldrig høre, at det er gået dårligt. 

Det kan dog umuligt være gået lige godt alle steder, og i løbet af weekenden får vi svar på, hvem der står skarpt i kølvandet på sommerens pre-season, og hvem der stadig er meget langt fra topniveauet.

Det er slut med at gemme sig.

Hvad kan de nye navne i dansk fodbold?

Første spillerunde er runden, hvor der bydes velkommen til de nye spillere, der foreløbig er kommet til dansk fodbold i løbet af sommeren, og hvor man for alvor får syn for, hvem der ser ud til at have skudt papegøjen på transfermarkedet. 

Alex Gersbach, Tobias Børkeeiet, Pyry Soiri og Sory Kaba er bare et par af de navne, der er nye i Superligaen, og det er altid spændende at se, hvordan nye spillere glider ind på deres respektive hold. 

Det har indtil videre været en sommer, hvor der er sket mange transfers danske klubber imellem, men udlandet er altså ikke blevet helt forsømt, og særligt FC Midtjylland har lagt mange penge udenfor Danmarks grænser. 

Kan FC Nordsjælland holde til mandefaldet?

FC Nordsjælland har i flere år mistet profiler i et omfang, som har gjort, at man er blevet frygtelig bekrymet på Farum-klubbens vegne, men de har klaret den hver gang. Det ser dog ud til at stikke dybere denne gang.

Inde på banen har FCN foreløbig mistet Victor Nelsson, Karlo Bartolec og Mads Pedersen, og Andreas Skov Olsen skal de næppe heller regne med mere, men også udenfor kridtstregerne har markante profiler som Carsten V. Jensen og Kasper Hjulmand takket af. Er grænsen ved at være nået nu?

Vi får et fingerpeg søndag eftermiddag, når FCN møder AC Horsens.