Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Hvem trækker sorteper i top seks-kampen?

Tipsbladet.dk zoomer ind på sidste runde af grundspillet, hvor der selvsagt er meget på spil.

Søndag bliver det afgjort, hvem der skal bruge den resterende del af foråret på at spille om medaljer, og hvem der skal bruge tiden på at spille for at undgå nedrykning.

Superligaens grundspil afgøres på søndag, hvor samtlige syv kampe spilles på samme tid, og det er tid til at kigge på, hvad det er, vi skal have svar på sidste runde af Superligaens grundspil.

Hvem ender i den "problematiske" pulje i gruppespillet?
Det gælder om at slutte på syvende- eller ottendepladsen, hvis man ikke lykkes med at komme i top seks søndag. Forklaringen er, at man så selv vælger sin pulje i gruppespillet, og det vil for nummer syv og otte give klart mest mening at vælge pulje 2, hvor man møder nummer 12 og 13. For nummer 11, SønderjyskE, har aktuelt seks point mere Superligaens 12. plads, og dermed er SønderjyskE farlig for de andre hold - for eksempel AGF og AC Horsens, der bare er tre point foran i tabellen.

Når gruppespillet er færdigspillet, er man sikker på Superliga-redning, hvis man ikke ligger på en af de to nederste pladser i gruppespillet.

Når det er forbi, mødes de to treere fra de to puljer, ligesom de to firere mødes. Taberen af mødet mellem de to firere, rykker direkte ud, mens vinderen af firer-opgøret og taberen af mødet mellem de to treere skal møde hold fra NordicBet Ligaen i jagten på Superliga-eksistens.

Derfor er det afgørende at komme væk fra SønderjyskE-gruppen og dermed have større margin ned, men det kommer ikke til at lykkes for alle, og søndag finder vi du af, hvem der ender i den sprængfarlige pulje i gruppespillet. 

Har Brøndby glemt mareridtet fra sidste år?
Det er svært at komme uden om, at Brøndby IF har en vigtig kamp søndag mod AC Horsens. Sidste sæsons pokalvindere skal potentielt set bruge tre point i Horsens for at sikre sig en plads i top seks, og et nederlag kan faktisk ende med at sende holdet ud af top seks - det vil være en mindre katastrofe for klubben fra den københavnske vestegn, hvis den ikke kommer i top seks.

Det er naturligvis ekstra interessant at se, hvordan Brøndby-holdet klarer sig i den første kamp i Horsens, efter klubben for et år siden førte 2-0 i Horsens, men endte med at spille 2-2 på to sene mål af Kjartan Finnbogason. Dermed gik FCM foran Brøndby i tabellen og vandt få dage senere det danske mesterskab, som Brøndby ellers nærmest havde sikret sig.

Hjemmeholdet kommer også med fuld smadder, for Bo Henriksens mandskab kan med tre point og lidt held ende i en situation, hvo rman kan undgå den pulje i gruppespillet, der indeholder nummer 11 i tabellen.

Hvem glipper top seks?
Der er masser af spænding i sidste runde af Superligaens grundspil, hvor AGF og AC Horsens på rækkens niende- og 10. plads med al sandsynlighed ender med at spille i gruppespillet. AaB og FC Nordsjælland på ottende- og syvendepladsen kan begge bevæge sig i top seks med en sejr. Så der er meget på spil - fra Brøndby på fjerdepladsen til AaB på ottendepladsen er der bare to point, så det er meget, meget tæt.

Brøndby, Randers, Esbjerg, FCN og AaB - to af de fem hold misser top seks - søndag får vi svar på, hvem der trækker sorteper.