Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-trænere i ordkrig: Jeg var nødt til at reagere

Bo Henriksen og Hobro-assistent Michael Kryger havde en uenighed, og Kryger forklarer nu, hvorfor han gik i rette med Horsens-træner Bo Henriksen.

0-0 endte det, da Hobro IK og AC Horsens mødtes i søndagens tidlige Superliga-kamp. Hobro var tættest på og var til sidst i kampen tæt på at score, men Emmanuel Sabbis hovedstød blev reddet af holdkammerat Pål Alexander Kirkevold på stregen.

Det var dog ikke kun på banen, at der blev gået til den - det blev der også uden for kridtstregerne, hvor assistent Michael Kryger og Horsens-chef Bo Henriksen var i en verbal uenighed.

Efterfølgende forklarede Michael Kryger, at han gik i rette med Bo Henriksen, fordi han følte, Horsens-træneren forsøgte at påvirke dommeren med råb.

- Vi var på hjemmebane her, så Bo skal ikke tro, at han kan komme her og sætte dagsordenen. Hvis vi bare satte os ned på røven og lod Bo råbe, så ville han vinde en smule, så jeg var nødt til at reagere. Jeg er sikker på at nogle dommere bliver påvirket af ham. Det er godt lavet af Bo, for det skaber et pres, siger Hobro-assistenten Michael Kryger til Ritzau.

Bo Henriksen forklarer til Ritzau, at der blev ageret hånligt fra Hobro-siden i forbindelse med en skade til en Horsens-spiller, og at det var, hvad der fik ham op i det røde felt.

Hobro ligger fortsat sidst, mens Horsens er nummer syv i Superligaen med samme pointantal som AaB, der ligger nummer seks.