Video : Tipsbladet
Superliga

Superligaen kan være på vej tilbage på landsdækkende TV

TV2 kan blive en joker, når rettighederne til at vise Superliga-fodbold sendes i udbud om en måneds tid. Det skriver Ekstra Bladet.

TV2 mistede rettighederne til at vise kampe fra Danmarks bedste fodboldrække i 1998, men nu kan Superligaen være på vej tilbage på landsdækkende TV.

Ekstra Bladet skriver, at TV2 kan blive den helt store joker, når TV-rettighederne til Superligaen sendes i udbud om en måneds tid. Aktuelt er det som bekendt Discovery Networks og Nent, der har rettighederne, men TV2 kan være klar til at tage kampen op.

TV2 mistede for fem år siden rettighederne til de danske landskampe, og siden er EM-slutrunden i 2020 - som blandt andet afvikles i Danmark - også gledet ud af hænderne på den landsdækkende TV-station, så TV2 mangler et trækplaster i forhold til fodbolden, og løsningen kan altså være at erhverve rettighederne til Superligaen. 

Ifølge Ekstra Bladet vil et bud fra TV2 formentlig ske i samarbejde med en anden aktør på markedet, således TV2 ugentligt vil have rettighederne til en eller to kampe fra Danmarks bedste fodboldrække. 

Frederik Lauesen, der er sportschef på TV2, siger til avisen, at stationen naturligvis har øje på, at rettighederne til at vise Superliga snart sendes i udbud.