Superligaen: Månedens Hold i august
Illustration
Superliga

Superligaen: Månedens Hold i august

Tipsbladet.dk sætter Månedens Hold i Superligaen vurderet ud fra kampe spillet i august måned. 

August er blevet til september, og det er dermed tid til at kåre Månedens Hold i Superligaen. Tipsbladet.dk sætter således fokus på ligaens bedste spillere i måneden, der gik. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det kun er kampe spillet i august måned, der tæller med i bedømmelsen. 

Dermed er det kun OB-AGF fra seneste Superliga-runde, der har været med i vurderingen, mens de øvrige kampe fra 7. runde tæller med i vurderingen, når månedens hold for september skal sættes. Der er også set bort fra Superligaens to første spillerunder, der blev afviklet i juli. 

Månedens Hold i Superligaen ser ud som følger:

Målmand: Thomas Mikkelsen, FC Vestsjælland
Som oprykker har der naturligt nok været pres på FC Vestsjælland i flere af holdets kampe, men Thomas Mikkelsen har gjort et godt stykke arbejde som sidste skanse og sørget for, at holdet var ubesejret i august trods svære kampe mod blandt andre AaB, OB og FCK i Parken. 

Højre back: Peter Ankersen, Esbjerg fB
En landsholdsudtagelse, en europæisk kvalifikation og interesse fra både udlandet og de danske mestre. Det er bare nogle af de begivenheder, Peter Ankersen har været udsat for i august måned. Nu handler dette dog om Superligaen, men her har han været forrygende – blandt andet med to flotte mål for Esbjerg.

Midtstopper: Jean-Claude Bozga, FC Vestsjælland
FC Vestsjælland er det hold, der har lukket næstfærrest mål ind i sæsonen hidtil, og den stærke defensiv skyldes ikke mindst tårnhøje Jean-Claude Bozga. Den rumænske congolser fylder godt i FCV-forsvaret, men trods sin store fysik har han ikke fået en eneste advarsel hidtil. 

Midtstopper: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland
FC Midtjylland vandt tre kampe og spillede en enkelt uafgjort i løbet af august, hvor holdet sikrede sig et stort forspring i Superligaen. En af hovedårsagerne var Erik Sviatchenko, der er vokset som forsvarsstyrmand og lukker godt af. 

Venstre back: Jesper Juelsgård, FC Midtjylland
Det lykkedes ikke for knægten fra Spjald at komme til udlandet i denne omgang, og det kan de glæde sig over i Herning. Jesper Juelsgård har været en stærk kraft i midtjydernes venstre forsvarsside, hvor han viser gode kvaliteter både offensivt og defensivt. 

Højre midtbane: Rasmus Falk, OB
Første halvdel af 2013 var et mareridt for Rasmus Falk, men anden halvdel er begyndt som en drøm. Den nyslåede landsholdsspiller har været et stort aktiv for OB, hvor han med kreativitet, uforudsigelighed og arbejdsomhed har været holdets store profil. To mål og en underholdene spillestil sender ham på rundens hold. 

Central midtbane: Magnus Lekven, Esbjerg fB
Med en 2-0-sejr over Brøndby samt en 5-1-triumf over AGF fik Esbjerg en fantastisk start på august måned. Siden blev det til et par nederlag, men undervejs viste Magnus Lekven, at han er en af de mest værdifulde spillere i Superligaen. Midtbanemanden er Esbjergs hjerte – og fortjent på Norges landshold. 

Central midtbane: Casper Sloth, AGF
Ser man bort fra 1-5-snitteren mod Esbjerg, har AGF været forrygende i august, hvor man har samlet 10 point af de 13 point. Sloth er AGF's største profil og offensive omdrejningspunkt. Senest var han igen stærk i sæsonens sidste august-kamp, hvor AGF vandt 6-3 i OB cirkusforestillingen i Odense.

Venstre midtbane: Osama Akharraz, AGF
Han satte AGF i gang med en scoring i 2-1-sejren over FC Nordsjælland. Han satte AGF i gang med en scoring til 1-2 i 6-3-sejren over OB. Osama Akharraz er vigtig for Aarhus-klubben, der aldrig taber, når han scorer. Mange gode kampe i august – han fortjener ros. 

Angriber: Morten 'Duncan' Rasmussen, FC Midtjylland
Morten 'Duncan' Rasmussen var en dominerende kraft for FC Midtjylland i alle fire august-kampe. Fem mål i august samt afgørende fødder i andre scoringer taler sit tydelige sprog, og 'Duncan' var måske august måneds bedste spiller i Superligaen. Stor andel i FCM's ubesejrede stime. 

Angriber: Thomas Dalgaard, Viborg FF
Syv mål i fire august-kampe siger alt. Thomas Dalgaard ligger aktuelt nummer et på Superligaens topscorerliste, og hans betydning for Viborg er stor. Målene har tilmed været forskelligartede, og det bliver spændene at følge udviklingen. Indtil videre har Dalgaard scoret lige så mange mål, som dengang han brød igennem med syv mål i fire kampe – og så ikke flere.