Svenn Crone forklarer FCK-fravær på sit drømmehold
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Svenn Crone forklarer FCK-fravær på sit drømmehold

Brøndby-backen fandt ikke plads til FC København-spillere på sit drømmehold, og det er der en god forklaring på.

Det var på Svenn Crones Superliga-drømmehold, at langt de fleste reaktioner kom.

Tipsbladet.dk havde bedt en aktør fra hver af sidste sæsons 14 Superliga-hold om at sætte et drømmehold fra sæsonen. Et personligt drømmehold, hvor der kun var få regler, som at man maksimalt måtte have fire spillere fra en Superliga-klub, og at man ikke måtte vælge sig selv.

Svenn Crone havde sat et drømmehold, hvor der var fire Brøndby-spillere og ja, ingen FCK'ere. Og det var især det sidste, der fik de sociale medier til at koge over.

Især på tipsbladet.dk's Facebook-side var reaktionerne mange.

Blandt andet nogle af reaktionerne herunder.

Men tipsbladet.dk havde bedt Svenn Crone og de 14 andre aktører om at sætte et drømmehold, og et drømmehold er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man skal vælge de spillere, man synes er bedst.

Og det er også Svenn Crones forklaring på, hvorfor hans drømmehold ser ud, som det gør. Crone har også set nogle af de mange reaktioner fra de sociale medier.

Du har nok set, at der har været mange reaktioner på dit drømmehold. Hvorfor har du ikke FCK'ere med på dit hold?

- Det er, fordi jeg ikke kan lide dem. Jeg kan ikke lide FCK. Det er meget simpelt faktisk.

Men ville det ikke være meget godt med nogle FCK'ere på et hold?

- Jo, det kan godt være, men så ville det ikke være mit drømmehold. Jeg har taget de spillere med, som jeg vil have med.

Mange siger, du burde have FCK'ere på ...

- Sådan er det. Der er mange forskellige meninger i fodbold, og det er jeg ligeglad med. Jeg har sat det hold, jeg vil have. Der er ikke så meget mere at sige til det.

Også FC Københavns Mathias 'Zanka' Jørgensen, der var på mange af de andre Superliga-drømmehold, bemærkede Svenn Crones drømmehold.

Du kan se Svenn Crones drømmehold ved at klikke her.