Superliga

Svensk julegave på vej til AGF?

AGF kan få en julegave af de helt store, hvis Allsvenskan-stjernen Adam Johansson beslutter sig for at skrive under med "De hvii'e".

Efter seks år som en af de store profiler i IFK Göteborg og Allsvenskan er backen Adam Johansson nu fri på markedet. Johansson har besluttet at forlade Göteborg, og da hans kontrakt er udløbet, kan han skifte kvit og frit til en anden klub

Det har fået mange klubber frem i skoene. Blandt dem er AGF, der i slutningen af oktober inviterede den tidligere svenske landsholdsspiller til Aahus. Her så Adam Johansson forholdene an i Smilets By, og han blev imponeret. Så imponeret, at AGF fortsat er en realistisk mulighed kort tid før svenskeren skal tage beslutningen om, hvor hans fremtid ligger.

- AGF er fortsat inde i billedet, fortæller Adam Johansson til tipsbladet.dk.

- Jeg har nogle forskellige muligheder, som jeg går og overvejer, mens jeg på samme tid venter på et rigtig godt tilbud, fortsætter svenskeren.

Men deadline nærmer sig. Adam Johansson kan ikke vente meget længere med at beslutte, hvor han ønsker at fortsætte karrieren. Om to uger ved han, hvilken klub han tørner ud for efter nytår.

- Jeg håber, jeg kan få det hele på plads indenfor to uger. Jeg vil gerne holde jul velvidende hvor jeg spiller i januar, slutter venstre backen.

Falder valget på AGF, får Superliga-klubben en forsvarsspiller med ni svenske landskampe på cv'et, der både kan spille på højre og venstre back. Det må siges ikke at være nogen dårlig julegave...