Svensk klub har kontaktet Elmander
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Svensk klub har kontaktet Elmander

Örgryte har været i kontakt med Johan Elmander, men klubben regner ikke med at hente ham i Brøndby denne vinter.

- Jeg kommer til at satse som ind i helvede næste år.

Det løfte gav Matz Thorsson, der er storsponsor i svenske Örgryte, i slutningen af 2015 til klubbens fans, og især en plan håber han at kunne effektuere i løbet af dette kalenderår – at få Johan Elmander tilbage til klubben, som han repræsenterede fra 1999 til 2000.

Da Matz Thorsson kom med sine udmeldinger i starten af november, fortalte han, at han endnu ikke havde været i kontakt med Johan Elmander, men det har han nu, hvor svenskeren har under seks måneder tilbage af sin kontrakt med Brøndby. Og Elmander er angiveligt åben for et skifte tilbage til Örgryte, der i den kommende sæson skal spille i den næstbedste svenske række.

- Han kan absolut komme hjem. Han er positiv, men meget mere kan jeg ikke sige lige nu. Men i fald det sker, så bliver det til efterårssæsonen, siger Matz Thorsson til fotbollskanalen.

Dermed ser Brøndby altså ud til at beholde Johan Elmander indtil kontraktudløb til sommer.