Sydafrikaner sigter mod startplads i Brøndby
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Sydafrikaner sigter mod startplads i Brøndby

I de næste par sæsoner vil Lebogang Phiri være fast mand på Brøndbys hold, og han håber, klubben vil bygge holdet op om ham.

Han er måske den største fanfavorit på Vestegnen, 20-årige Lebogang Phiri. Den lille sydafrikanske midtbanespiller vandt indpas i alle Brøndby-hjerter, da han som blot 18-årig havde en markant indfyldelse på, at Brøndby undgår nedrykning for snart to år siden. Lebogang Phiri scorede således det afgørende mål, da Brøndby vandt 1-0 ude mod AC Horsens for to år siden. Et mål der betød, at Horsens måtte tage turen ud af Superligaen, ikke Brøndby, fordi Horsens skulle bruge en sejr for at undgå nedrykning.

Sydafrikaneren, der i marts fik debut på landsholdet, har i denne sæson bevæget sig endnu tættere på holdet i Brøndby. Thomas Frank råder over stærke og etablerede navne som Thomas Kahlenberg, Christian Nørgaard, Martin Ørnskov og Ferhan Hasani, der alle kan spille den centrale midtbane, men alligevel har Phiri kæmpet sig til en hel del minutter på midtbanen.

Og håbet hos Lebogang Phiri er, at han spiller så godt, at han er en af dem, der bliver bygget et hold op om.

- Jeg skal hele tiden blive bedre for at spille, for der er spillere i truppen, der er mere erfarne end mig. Jeg synes, jeg for tiden udvikler mig hurtigere end nogen sinde, og det skal jeg fortsætte. Mit håb er, at jeg i de kommende sæsoner er en spiller, der starter hver gang. Og jeg håber, at jeg kan være den, der kan bygges et hold op om. Hvis det ikke sker, så arbejder jeg bare endnu hårdere, siger Lebogang Phiri til tipsbladet.dk.

- I den her halvsæson har jeg spillet meget, og jeg har været tilfreds med mine præstationer. Jeg har været stabil. Det er noget, jeg har talt med træneren om, for jeg er nødt til at levere stabile præstationer, hvis jeg skal blive en topspiller.

Lebogang Phiri skiftede til Brøndby i 2013, og han har i den grad kunnet mærke en udvikling i klubben. Fra at være tæt på nedrykning til at spille med i toppen og have ambitioner om Europa og på sigt danske mesterskaber.

- Det har været en lang tur, men den har samtidig været kort. For to år siden kæmpede vi for at undgå nedrykning, og nu spiller vi om top tre-fire. Selv om vi har været meget igennem på de to år, er jeg imponeret over, at fansene støtter os uafbrudt.

- Jeg har selv et specielt forhold til vores fans, fordi de har støttet mig meget. Det kan være svært i et nyt land, men jeg føler mig komfortabel, for de har elsket mig fra dag et. Det har gjort, at jeg har følt mig hjemme, siger Lebogang Phiri.

Potentialet er stort i den lille midtbanespiller. I denne sæson har han spillet i 24 af 27 Superliga-kampe, hvoraf de 14 har været fra start. Især i 2015 har Phiri imponeret på midtbanen, og det er da også nødvendigt for at holde fast i pladsen på holdet, ligesom han skal levere for at nå sine drømme som fodboldspiller.

- Brøndby får det bedste ud af mig, og jeg håber, at jeg kan nå mit potentiale her, inden jeg bliver solgt - hvis Brøndby vil sælge mig. Jeg vil spille på allerhøjeste niveau, og jeg vil være etableret på landsholdet.

- Men det er ikke lige noget, der sker henover natten, og derfor skal jeg også arbejde hårdt hver eneste dag til træning. Og jeg er villig til at bruge ekstra tid på træning. Mit mål er en dag at spille i en af de tre store ligaer. Det kunne være sjovt at starte på et tophold i en af de tre ligaer, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så må vi se, hvor jeg ender.

- Min favoritklub er Liverpool, så det er selvsagt et hold, jeg gerne vil spille for. Ellers kan Spanien også være godt, fordi det ikke er så fysisk som i Premier League, slutter Lebogang Phiri.

Phiri har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2017.