Taktisk ændring gør det svært for FCK
Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Taktisk ændring gør det svært for FCK

Når Viborg møder FC København, spiller de grønne med tre centrale midtbanespiller frem for de normale to. Ellers kan holdet ikke matche københavnerne, siger Johnny Mølby.

Når man møder FC København, skal man spille med tre centrale midtbanespillere. Det er mantraet i Viborg, som i de seneste fire kampe mod FCK kun har tabt en enkelt kamp.

Viborg spiller normalt 4-4-2, men ofrer altså en angriber, når holdet møder FCK. Det er der en helt speciel årsag til, mener holdets cheftræner.

- Det har været den rigtige taktik, når vi har mødt dem. For de spiller hurtigt og de spiller med så stor fysik, at vi skal have tre mand, for at kunne matche det derinde. Det ville vi ikke kunne med to mand, siger Johnny Mølby til Viborg Stifts Folkeblad.

Mølby havde til kampen valgt at bruge Jeppe Grønning, George Fochive og Christian Keller centralt, og de matchede FCK's Thomas Delaney og William Kvist kampen igennem. 

Jeppe Grønning, der spillede en sweeper-rolle på midtbanen, mener ikke, at holdet ofrede noget ved at spille med en enkelt angriber frem for de sædvanlige to. I stedet holdt de FCK fra at sætte dem under pres, mener han.

Viborg har i deres seneste fire kampe fået fire point. Før landsholdspausen er de derfor nummer ni i Alka Superligaen med seks point til mesterskabsspilsplads og fem point ned til Esbjerg på sidstepladsen.