Thomas Kahlenberg bliver anfører i Brøndby
Illustration
Superliga

Thomas Kahlenberg bliver anfører i Brøndby

Thomas Kahlenberg skal bære anførerbindet i Brøndby i forårets Superliga-kampe.

Thomas Kahlenberg er ny anfører i Brøndby, der i den kommende forårssæson må undvære sin normale kaptajn Mikkel Thygesen, der er ude med en skade. 

På klubbens officielle hjemmeside bekræfter cheftræner Thomas Frank således, at Thomas Kahlenberg kommer til at bære anførerbindet i forårets kampe. 

- Jeg synes, at det er naturligt at vælge en spiller som Kalle (Thomas Kahlenberg, red.), der har opbygget en solid erfaring og ikke mindst besidder en naturlig lederevne. Han respekterer alle, høj som lav, og det er ikke kun spillerne på holdet, men alle i klubben. Hans evner til at kommunikere og til at gå forrest er selvfølgelig også med til at gøre ham til et oplagt valg. Dernæst spiller han en central rolle på holdet, så alt i alt er det meget naturligt, at han overtager anførerbindet fra Thyge (Mikkel Thygesen, red.), siger Thomas Frank til brondby.com. 

Han understreger samtidig, at Brøndby stadig råder over flere ledere på holdet. 

- Det er stadig Thygesen, Albrechtsen og Kahlenberg, der skal varetage de roller, og man kan godt kalde dem de tre anførere på holdet. Skulle det ske, at Kalle af en eller anden årsag er forhindret i at spille, så træder Albrechtsen til, da han fortsat er viceanfører. På den måde ligger der naturligvis et fælles ansvar hos de tre, siger Thomas Frank.

Thomas Kahlenberg var med i ni kampe for Brøndby i efterårets Superliga.