Video : Tipsbladet
Superliga

Thomasberg inden specielt Hobro-opgør: Vi står godt rustet

Det bliver en speciel oplevelse at møde Hobro IK, mener Thomas Thomasberg, der dog glæder sig over, at hans Randers-mandskab står godt rustet til opgaven.

Denne sommer skiftede Thomas Thomasberg fra Hobro IK til Randers FC, hvor han overtog cheftrænergerningen fra Rasmus Bertelsen. Søndag eftermiddag står Thomasberg for første gang ansigt til ansigt med sin tidligere klub, når Hobro IK gæster kronjyderne.

Og det bliver en speciel oplevelse for cheftræneren, der havde to gode sæsoner i Hobro IK. Det fortæller han til Randers FC’s hjemmeside.

- Det bliver specielt. Jeg havde en fantastisk tid i Hobro med en oprykning og en fantastisk første sæson i Superligaen. At møde mange af de samme drenge, som jeg har siddet i omklædningsrummet med, og som jeg har skulle have det bedste ud af, bliver en speciel opgave. Men det er også en opgave, hvor jeg selvfølgelig tror på, at vi kan få noget ud af det, men den bliver absolut speciel, fortæller han.

Thomasberg har stået i spidsen for Randers FC i fire Superliga-kampe, og siden premierenederlaget til Brøndby IF, har de ikke tabt. Cheftræneren glæder sig over den positive start og håber, at de kan fortsætte takterne og lægge på mod søndagens nordjyske gæster.

- Vi står godt rustet. Vi har spillet fire kampe i træk uden at have tabt. Vi ville gerne have byttet et par af de uafgjorte til et par sejre, fordi det er sejre, der flytter. Starten er jo både taknemmelig og utaknemmelig. Man snakker jo om, at Hobro har fået en forfærdelig start, men den er ikke værre, end at de med en sejr kan overhale os. Vi kan også med en sejr gøre, at vi får en stor afstand.

- Det, der er positivt for os, er, at vi nu i fire kampe i træk har fået point, og jeg synes egentlig, at vi i alle fem kampe – minus en halvleg i Esbjerg – har set fornuftige og solide ud defensivt. Offensiven har undervejs vist fine tegn, men det er der, hvor vi gerne vil lægge en lille smule til, fortæller Thomasberg.

Randers FC har inden opgøret seks point, mens Hobro IK har samlet fire point sammen i løbet af de første fem runder. Opgøret sparkes i gang klokken 14.00.