Thorarinsson: Vores højeste niveau er højt
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Thorarinsson: Vores højeste niveau er højt

FC Nordsjælland dominerede og fik tre point hjemme mod FC Vestsjælland søndag, hvor spillet sad meget bedre. Niveauet er højt i truppen, mener en af de nye.

De mistede Morten Nordstrand, Mark Gundelach, Søren Christensen, Anders "AC" Christiansen og Ivan Runje, og det gør selvfølgelig ondt på et hold at miste så mange Superligakampe. Men FC Nordsjælland erstattede dem med Gudjon Baldvinsson, Gudmundur Thorarinsson og Hans Mulder, og efter to nederlag i forårets to første kampe, har FC Nordsjælland vundet de to seneste kampe, klubben har spillet.

Der er altså grund til lidt mere optimisme, end da klubben åbnede foråret med et nederlag på 0-3 hjemme mod Randers FC for at følge op ugen efter med at tabe 0-1 ude mod Hobro. Olafur Kristjansson har fået styr på tropperne, og de nye ansigter er spillet bedre ind. Ifølge en af de nye, Gudmundur Thorarinsson, kan man allerede se nu, at holdet har et højt topniveau.

- Vi har så mange gode spillere. Unge talenter og nogle med god erfaring, så der er en god blanding til at lave et godt fodboldhold. Vi viste (mod FC Vestsjælland, red.) og mod Sønderjyske, at vores højeste niveau er højt, siger Gudmundur Thorarinsson til Sjællandske.

Ud over de tre nye ansigter har flere unge spillere fået chancen fra start. Og dermed tager det tid, når så mange nye skal spilles sammen. Med sejre i de to seneste kampe står FC Nordsjælland på sjettepladsen i Superligaen noteret for 31 point. Samme antal som Brøndby og AaB og kun tre point efter Randers FC på tredjepladsen.