Før landsholdspausen havde Brøndby IF en svær periode med flere nederlag, men i det sidste opgør formåede de at vinde over AaB.
Sejren kom på et vigtigt tidspunkt med to ugers pause på grund af landsholdsfodbold, og der har stemningen haft godt af tre point mod nordjyderne.
Den stemning skal gerne vise sig i morgen, når Brøndby IF skal møde OB på hjemmebane.
- Vi har haft en god pause, hvor vi har fået trænet igennem. Den sidste kamp inden pausen mod AaB gav virkelig god energi i truppen, og man har kunnet mærke, at stemningen er blevet løftet væsentligt til træning. Sådan er det altid med sejre – de giver ekstra energi. Og det har været en fornøjelse at kunne arbejde med vores spil og forbedre nogle ting oven på en sejr, hvor der var meget, der lykkedes, fortæller Simon Tibbling til klubbens hjemmeside.
- Sejre giver også én lyst til at spille igen. Så hele holdet har haft meget energi de seneste uger og har set frem til kampen i morgen. Nu er vores opgave så bare at få den energi og spillelyst med ind på banen og få endnu en sejr.
Brøndby IF har tabt de to seneste hjemmekampe til henholdsvis AC Horsens og Sønderjyske.