Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere AaB-angriber prøvetræner i Hobro

Den tidligere AaB-angriber, Rolf Toft, får i denne uge muligheden for at spille sig til en kontrakt i Hobro.

Det lykkedes aldrig for Rolf Toft at slå igennem i AaB, selvom han fik en række muligheder for at vise sig frem hos den nordjyske Superliga-klub. I stedet endte han med at tage turen til islandsk fodbold, inden han for halvandet år siden vendte tilbage til Danmark og Nørresundby FB.

I den danske jyllandsserieklub har han i den grad fået karrieren tilbage på rette køl, og i foråret leverede han hele 23 mål i 11 kampe for den nordjyske klub.

Det har nu kastet en prøvetræning i Hobro af sig, og det er ikke kun på grund af de seneste præstationer, at Superliga-klubben har valgt at prøve ham af.

- Vi forsøgte faktisk at leje ham, dengang han spillede i AaB. Han har altså noget gåpåmod og er svær at spille overfor, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, til NORDJYSKE.

I resten af denne uge skal 25-årige Rolf Toft overbevise Allan Kuhn om, at han fortjener en kontrakt i Hobro.