Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere AGF-topscorer færdig i Werder Bremen

Aron Johannsson forlader Werder Bremen efter nogle skadesplagede år i tysk fodbold.

Den tidligere AGF-topscorer Aron Johannsson er færdig i Werder Bremen.

Islændingen har kontraktudløb 30. juni, og han har ikke haft mange muligheder for at overbevise Bundesliga-klubben om, at han skal tilbydes en forlængelse. Johannsson har været skadet hele sæsonen og har derfor ikke spillet en eneste kamp for Werder Bremen - de eneste optrædender, det er blevet til, er to kampe for andetholdet i Regionalligaen.

Derfor er det også en logisk konklusion, at den tidligere AGF'er skal på jagt efter en ny klub.

- Han har været ramt af utrolig mange uheld. Derfor er vi også enige om, at det fornuftige for ham nu vil være at prøve noget andet, siger Frank Baumann, der er sportschef i Werder Bremen, til tyske medier. 

Aron Johannsson har været i Werder Bremen siden 2015, men det meste af opholdet har været et sandt skadeshelvede, og derfor står han blot noteret for 29 kampe. I AGF blev det til 70 kampe, og højdepunktet var i sæsonen 2012/13, hvor han blev nummer tre på topscorerlisten i Superligaen med 14 mål. 

Selv om Aron Johannsson er fra Island, har han også rødder i USA, og i landsholdsregi optræder han for amerikanerne.