Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere Horsens-spiller ser tilbage: Oprykning var en fed oplevelse

Steffen Ernemann ser tilbage på Superligaoprykningen med Horsens som et højdepunkt i karrieren.

Fodboldkarrieren synger på sidste vers for Steffen Ernemann, som spiller i norske Sogndal. Den 36-årige midtbanespiller har opnået en del i karrieren, men oprykningen til Superligaen med AC Horsens står som noget ganske særligt.

- Jeg ser tilbage på AC Horsens med gode minder. Det var en superfed tid. Specielt oprykningen til Superligaen. Det var min første oprykning og vil altid være noget specielt, siger Ernemann til Horsens Folkeblad.

I 2003 skiftede Ernemann fra AGF til Horsens, der i forvejen rådede over spillere som Søren Jochumsen, Mads Rieper og Niels Lodberg. Sidstnævnte scorede et af målene, da oprykningen kom i hus på udebane mod Skjold.

Også træner Kent Nielsen fik stor betydning for den unge midtbanespiller. Ernemann selv var glad for at spille under Nielsen, som virkelig lærte ham om de taktiske aspekter i fodbolden, som han sidenhen har draget meget på.

Foruden AGF og AC Horsens har Steffen Ernemann spillet for Silkeborg og Esbjerg.