Tilbage i AGF efter et år i udlandet: I starten var det totalt kaos

- Jeg havde to tilbud fra udlandet, og jeg prøvede at tage til prøvetræning i Holland. Det gik megagodt, og de henvendte sig allerede dagen efter for at skrive under. På to uger gik det fra, at det var meningen, jeg skulle fortsætte i AGF, til at jeg fik til tilbud derfra (Groningen, red.).

- Jeg havde lige pludselig nogle sindssygt afgørende beslutninger at tage, både i forhold til skole, familie, kæreste, venner. Den måned, der gik dér, var fuldstændig kaos: Jeg havde eksamen på gymnasiet, jeg skulle have sommerferie, og jeg skulle overveje det tilbud. Men det er det, man skal navigere i, så det var en god prøvelse.

- Jeg havde spillet i AGF i fem år på det tidspunkt, så jeg tror bare, jeg tænkte: "Den mulighed kommer måske aldrig igen." Det handlede om sætte sig selv på prøve, og jeg havde alligevel tænkt, at efter gymnasiet ville jeg ud at rejse.

- Man skal dele min tid i Groningen op i perioder. I starten var det totalt kaos med at få flyttet alle mine ting og komme på plads. I Holland er det meget sådan, at de taler hollandsk til hinanden. Inden jeg lærte sproget, var det helt vildt svært. Der var en amerikaner, kunne oversætte for mig. Af udlændinge var vi kun mig, ham og en finne.

- Når man ikke havde fundet sig til rette ved værtsfamilien, og man skulle navigere på et sprog, man ikke forstod, og man samtidig blev udtaget til landsholdet for første gang og skulle til Israel, var der en masse kaos med det. Jeg kunne godt mærke, at der ikke var nogen kære mor i forhold til for eksempel at finde flybilletter. Det var svært at prøve, men også sindssygt lærerigt.

- De første to uger gik det godt fodboldmæssigt, og jeg scorede i min første kamp i ligaen. Så begyndte jeg at få småskader. Vi trænede to-tre gang mere om ugen og i længere tid ad gangen, så kroppen skulle vænne sig til den ekstra belastning.

- Da min familie tog hjem, skulle jeg at finde ud af det med bankkotno, og jeg skulle have min dåbsattest og en underskrift fra min mor, som lige var taget hjem til Danmark. Så jeg måtte tage hen og forklare min situation, vise dem mit kort, og så kunne jeg bruge kortet til at hæve nogle kontanter.

- Fra jeg kom derned, til jeg kunne få overført min løn, gik der to en halv måned. så måtte jeg betale med kontanter, for mit danske kort duede ikke i supermarkedet. Hvis jeg ikke fik hævet nok, måtte jeg cykle tilbage igen.

- Jeg kendte ikke så mange i klubben, så jeg måtte spørge træneren, men han vidste heller ikke så meget. Jeg kunne heldigvis låne lidt af min værtsfamilie.

"Det hele var lidt træls"
- Den anden periode var op til jul. Jeg havde ikke spillet så meget og havde ikke startet inde, siden jeg vrikkede om på anklen i min anden kampe. Det begyndte at blive vinter og koldt, så man kunne godt mærke, man var alene. Specielt i juletiden. Der syntes jeg godt nok, det hele var lidt træls.

- Jeg skiftede også værtsfamilie, for min værtsfamilie var ikke så god. Så der var lige endnu en ting. Men da jeg kom tilbage efter jul, begyndte det at blive bedre. Jeg kunne forstå hollandsk og begyndte at snakke det. Det gjorde det nemmere til træning og at få venskaber og et liv uden for fodbolden.

- Men jeg fik ikke så meget spilletid.

- Jeg fik lige to kampe efter jul, og jeg scorede i én af dem, så der var lidt oprejsning på fodboldfronten. Det var supergodt. Men så brændte jeg straffe og startede ude i resten af sæsonen. Det var så der, jeg fik tilbud om at komme hjem.

- Jeg fik en god snak med Groningen. De syntes ikke, det var en god ide at fortsætte, og det syntes jeg heller ikke. De havde også en U17-angriber, der var et år yngre end mig, og som havde lavet 30 basser. De satsede sindssygt meget på ham, så jeg var allerede andenangriber i truppen.

Ikke fortrudt ét sekund
- Det er en helt anden mig, der kommer hjem. Jeg har lært et nyt sprog, lært nye kulturer. Man får en bredere fodboldforståelse af at være ude. Det har givet mig så meget personligt og sportsligt.

- Selvom der har været masser af nedture, kan jeg tage det med, næste gang jeg møder nedtur. Før jeg tog af sted, tænkte jeg måske: "Hvorfor spiller jeg ikke?" og brugte energi på det. Nu skal jeg til at spille senior, og der får jeg måske ikke en plads med det samme. Så handler det om at fokusere på, hvad jeg kan gøre godt for min udvikling, i stedet for at fokusere på, hvorfor jeg ikke spiller.

- Så er der alt det personlige, som jeg skulle navigere i: tage valg om at bo ved en anden familie, indordne mig under nye husregler. Det var også sindssygt lærerigt. Det er mange forskellige situationer, man kommer i, hvor man tænker: ”Wow, det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg skulle kæmpe med.”

- Jeg har haft mange udfodringer, som jeg aldrig var kommet ud for herhjemme. Specielt at man skal ud at kommunikere. Ellers sidder man bare på værelset, når man ikke træner. Man skal selv skabe et liv. Der er ikke nogen, der kommer og spørger: "Hej, vil du være sammen med mig?"

- Jeg håber, jeg kan bruge det til at få mere spilletid. Jeg er andetårs-U19, så det er ved at være sidste chance for at slå igennem og komme op på senior. Det var også derfor, jeg valgte AGF: Det var den klub, hvor jeg havde kortest vej til at komme ind i en rytme og kunne præstere hurtigst muligt.

- Nu skal jeg etablere mig på U19 og bygge på, så jeg bliver klar til at komme op og spille senior. I det AGF, jeg forlod, var der ikke mange U-spillere i truppen, men nu har mange fået chancen. Så det virker, som om det er muligt.

Tipsbladet.dk sætter op til Superliga-starten fokus på spillere, som vender tilbage til noget, de kender. I samme serie:

Emil Nielsen, der vender tilbage til Superligaen med noget at bevise, efter hans første tid i ligaen som AGF-spillere gik skævt.

Rilwan Hassan, der igen spiller under Glen Riddersholm, som har betydet så meget for hans karriere.

Patrick Olsen, der er rykket ned to gange i streg med FC Helsingør, men som alligevel har tilspillet sig en kontrakt i AaB.