Video : Tipsbladet
Superliga

Tilbagevendt Horsens-spiller: Vi har ingen base på det nuværende hold

Jonas Thorsen oplever, at der er sket en stor forandring i AC Horsens gennem det år, hvor han ikke har været i klubben.

Det er ikke længe siden, at AC Horsens virkede ganske struktureret og med en række ledere på holdet, men sådan er det ikke længere.

I sæsonens første Superliga-kamp blev det til et nederlag på 3-0 mod FC Nordsjælland, og her gik det op for Jonas Thorsen, at der mangler en solid base på holdet, hvilket der var, inden han forlod klubben for et års tid siden.

- Vi har ingen base på det nuværende hold endnu. Da jeg kom til AC Horsens forud for forrige sæson, var der nogle typer som Mathias Nielsen, Delphin Tshiembe og Kjartan Finnbogason, der havde fuldstændig styr på, hvordan vi skulle spille. Oven i havde vi nogle stærke individualister i Bubacarr Sanneh og Joseph Mensah. Det gav en god dynamik på holdet, fortæller Jonas Thorsen til Horsens Folkeblad.

AC Horsens har oplevet ganske stor udskiftning i truppen over sommeren, og det har blandt andet betydet, at et helt nyt midterforsvar skal spilles sammen, og det har Jonas Thorsen kunne mærke.

Han er vendt tilbage efter et år i tyske Eintracht Braunschweig.